De israelske check-points

Når man står i kø i et israelsk check-point skal man have efterladt alle sine forestillinger om retfærdighed og pli, som vi kender det fra vores nordiske smørhuller, tilbage på den anden side af Middelhavet. Udformningen og rækken af spørgsmål kan udvikle sig alt efter den pågældende sikkerhedsvagts humør og min egen charmefaktor, til om vagten er færdig med at skrive sms-beskeder, og eventuelle forestillinger om et velkommen-til-Israel eller et nysgerrigt smil, kan man godt pakke tilbage i kufferten og sende retur til danskerland.

Den første person jeg mødte, var en palæstinensisk-amerikansk studerende, der som den eneste blev trukket til side med os i Tel Aviv lufthavn, hvor vi blev plantet på række til skue for de forbipasserende. For ham er sikkerhedstjekket ren rutine. Når han besøger sin familie skal han beregne flere timer til scanning af taske, spørgsmål af hans person og forhør af hans formål, fortalte han. Og det til trods for, at han er I besiddelse af såvel indfødsret som det ID-kort, der I modsætning til så mange af hans landsfæller, lader ham komme ind I den hellige by og møde hans familie.

I Hebron er det anerledes. Mange af de palæstinensere jeg har mødt her, har ikke været i Jerusalem, eller har snydt sig ind ved brug af falske lægeattester og udløbne arbejdstilladelser. Når de skal til Ramallah, skal de beregne mindst dobbelt så lang rejsetid som en vesterlænding, fordi de mange check-points og muren omkring Jerusalem, afskærmer dem for en direkte rute. “One day… Insh’Allah” er ikke bare ord, men et mantra der går igen i stort set hver eneste samtale jeg endnu har haft med en palæstinenser. Ord som betyder langt mere, end blot ønsket om, at kunne besøge den by, hvor deres profet steg op igennem de syv himle, og som ikke ligger meget mere end 30 km væk fra deres egne hjem.

Advertisements