Postcards From Palestine

Tag: Stories

Oh! So this is why we came to Hebron



Breaking the Silence
er en organisation der består af tidligere soldater fra de israelske forsvarsstyrker, der har påtaget sig den opgave, at give israelerne og verden omkring et indblik i realiteterne i de besatte palæstinensiske områder. Organisationen har indtil videre samlet vidnesbyrd fra 800 tidligere soldater, der forklarer hvordan det israelske militær agerer overfor palæstinenserne. I dag var jeg på en tur med dem i det sydlige Hebron, som er et af de mest udsatte steder for palæstinenserne på Vestbredden. Her er fortæller en tidligere soldat om sit arbejde i byen.

Advertisements

Den amerikanske volontør

Min amerikanske ven er frivillig på sit første længere ophold udenfor sin egen verdensdel. Han er kun 21 år, men har et skæg der gror så vildt og hurtigt, at han kunne ligne en mand på 35 år, hvis altså ikke hans tykke amerikanske slang straks afslørede såvel både hans oprindelsesland som hans alder. Der er ellers mange fordele ved skægget, siger han. Blandt andet har han i flere år været alkoholpusheren blandt vennerne i Portland, men i Palæstina bliver han for det meste taget for at være enten afghaner eller medlem af Hamas – lidt af en forhindring i et israelsk check-point.

Han er netop flyttet ind hos en ny familie i Bethlehem. Den tredje i løbet af den halvanden måned han har boet der. Nummer to var en kristen familie der låste ham inde på hans værelse efter klokken havde slået 23 og først åbnede døren ud til resten af verdenen igen næste morgen. Han fandt aldrig ud af hvorfor.

Hans første families hus blev brændt ned i forbindelse med en familiestridighed mellem de to største familier i flygtningelejren, hvor han boede. Der var natlige gadekampe, uro og et drab efterfulgt af intense forhandlinger om hævn ifølge lokal shari’a. Sønnen i min vens første hus røg på hospitalet, og selv nære venner snakkede åbent om, at hans død ville være den eneste mulighed for lige score og genetablering af fred og orden i lejren. Øje for øje, tand for tand. En seance der for udenforstående mest af alt mindede om et dårligt amerikansk forsøg på en familiekrønike om den sicilianske mafia.

Sådan gik det heldigvis ikke. Sønnen er i live, røg i spjældet i en uges tid og forhandlingerne om hævn og bod er stadig i gang. Til gengæld blev familiens hus futtet af næste morgen og min ven måtte løbe ud på gaden med sit pas i lommen som sin eneste ejendel, låne tøj af andre frivillige de næste tre uger og flytte ind hos en familie, der ikke tænkte længere end at låse end et 21-årigt brandoffer inde.

Den bortløbne soldat

Min vens fætter er et kæmpestort brød på trods af sine kun 23 år. Han er lav men af sådan en størrelse, at han næsten skal vende siden til, for at træde igennem dørene i sit eget hus. Han snakker ikke engelsk, men han nægter at lade det være en barriere for samtale og bruger det i stedet som mulighed for at fralære sig arabisk og kaste sig ud i kropsproget muligheder. Og så er han elitesoldat trænet i Jordan, Palæstina og Georgien siden en alder af 16 år. Han er premiereminister Mahmoud Abbas personlige livvagt og han er ansvarlig for en politihund, som han tænker på i døgndrift mens hans er hjemme hos sin famile, fordi han er den eneste der forstår den.

Min vens fætter er i øjeblikket elitesoldat på, hvad han kalder for ferie, og andre ville kalde for flugt. De tre dage han fik fri, syntes han ikke var nok, så han blev væk, og er nu på dag nummer ti i familiens skød. Han ved godt, at det er et spørgsmål om dage, før han bliver fundet, slæbt tilbage til Ramallah og kastet i kachotten, men han ved også, at hans uddannelse har været for dyr til, at de lader ham sidde der længere end en uge. Af samme grund har han altid sit hår barberet kort. Det er en måde at ydmyge en soldat, der skal i spjældet på, at lade hans hovedet barbere, og det er hans måde at ydmyge sine overordnede på, at spare dem for den fornøjelse. Det er ikke første gang.

Han har forskellige metoder til at sikre sig sin ferie. Hans mor har været død tre gange. Det har hans ven, der arbejder på det lokale hospital bekræftet. Hans onkel og hans far har også været døde et par gange. Men selvom han har kollegaer, der har skudt sig selv i benet for en fridag, så er han trods alt aldrig selv gået længere, end et dybt snitsår på sit højre overlår.

Hans bror er tidligere Mujahideen; hellig kriger for Hammas. Da han var 14 sneg han sig over grænsen til Israel med en mængde sprængstof for at sprænge sig selv og en masse andre mennesker i luften, men røg i stedet i spjældet i fem år. Det første han spurgte mig om var Muhammed-tegningerne. Jeg svarede nej og sagde, at jeg ikke talte arabisk.

Just another family dinner.

Den løsladte fange

Det vigtigste ved at være på Vestbredden er ikke bevidstheden om, at dette er det helligste af hellige for alle monoteistiske religioner og følelsen af, at der konstant ligger spændinger og ulmer under overfladen som ingen kan sætte ord på. Det vigtigste er menneskerne, men det er endnu udover min fatteevne hvordan jeg så sent som i forgårs drak morgenkaffe med en mislykkedes selvmordsbomber fra Hammas for senere på aftenen at drikke øl med en israelsk kommandoofficer. Det er blevet en besynderlig form for hverdag. Men jeg vil prøve at starte et sted.

Der er vitterligt ikke et eneste menneske jeg endnu har mødt, der ikke har en historie at fortælle, som straks kan hakkes af ved samtlige nyhedskriterier. Jeg ved ikke om det er en underbevidst forsvarsmekanisme der træder i kraft, når jeg per refleks giver dem kodenavne som f.eks. den bortløbne soldat, hammas-manden, bombemanden, den pragmatiske israeler eller frihedskæmperen, men i hvert fald er jeg nået udover det stadie, hvor jeg sidder med tårer trillende ned af kinderne dybt begravet i empati. I stedet lytter jeg til historierne som et udtryk for netop deres fortolkning af deres rolle i de store scener som udspiller sig på begge sider af murene, der nogle gange mest af alt minder om en videreudvikling af en græsk tragedie med Israel/Palæstina som kulisser.

I onsdags blev min chefs søn løsladt. Han er 17 år og nåede netop at slippe ud til at kunne træde ind i de voksnes rækker som en fri mand efter tyve måneder i israelsk fængsel. Jeg fik ærligt talt et chok da jeg mødte ham. Han kom forbi kontoret umiddelbart efter hans far havde hentet ham og gav et løst håndtryk før han satte sig ned og røg en cigaret med sin onkel og alle os andre, der blot kom løbende til for at ønske ham tillykke med friheden. Han var spinkel med tilfedtet hår, havde store brune plamager på tænderne og var så bleg at hans ansigt lyste grønt i forhold til de omkringsiddende ved kaffebordet. Jeg lagde især mærke til to ting: At han var nybarberet, og de mærker han havde på sine arme, efter at havde siddet bagbundet i timevis i ørkenen før sin endelige løsladelse.

Hans far havde insisteret på at hente ham alene og holde løsladelsen hemmelig for sin kone og børn. “Sådan gør man”, var hans svar da jeg spurgte om hvad i alverden tankerne var bag den besynderlige beslutning. Jeg fandt senere ud af, at grunden nærmere var, at det israelske militær har en meget gængs men ganske syg vittighed på familiernes bekostning, ved at løslade folk for derefter at hente dem ved porten lige inden de når ud i friheden og spærre dem inde igen til kun Jahve må vide hvornår.

Min chef har selv været i israelsk fængsel sytten gange og blevet tortureret fire. Han forstår om nogen den tilstand hans søn har siddet i siden han var femten år gammel.“Støtter du ham i hvad han gør?” spurgte vi, da vi fik at vide, at han ikke havde set sin søn i mere end et år, da besøg i et israelsk fængsel er et temmeligt sjældent privilegium. Hans svar var kort og rammende. “Han kæmper for et frit Palæstina”, sagde han. Resten gav vel sig selv.