Anerkendelse udadtil, manglende legitimitet indadtil

På Vestbredden dominerer ét emne i øjeblikket både medierne og politikernes dagsorden. Nemlig Palæstinas anerkendelse som den 23. september vil være det altoverskyggende emne på FN’s generalforsamling i New York og var et vigtigt element i udenrigspolitikken i valgkampen for den nyligt valgte S-SF regering.
Men på gadeplan ser situationen noget anderledes ud. Palæstinenserne er nemlig i tvivl om, hvad man egentlig vil opnå ved at gå til det internationale samfund.

Der er også god grund til skepsis, for mens næsten 2/3 af FN’s medlemsstater har tilkendegivet deres anerkendelse af Palæstina, herunder Kina og Rusland, så har  USA  på forhånd sat en stopklods for processen med en klar udmelding om veto i sikkerhedsrådet. Med 2/3 af generalforsamlingen bag sig kan Palæstina i stedet forvente at opgradere deres observatørstatus i FN.
I praksis betyder det, at de stadig står uden stemmerettigheder, men kan deltage i en række af råd og nævn som de før stod udenfor. Men det altoverskyggende mål: En suveræn stat med dertilhørende territoriale grænser. Et land beskyttet af international lov og en eksplicit denotation af Israel som besættelsesmagt. Det kan man godt kan skyde en hvid pil efter.

Palæstina 194
I mellemtiden har de palæstinensiske ledere lagt op til fredelige masseprotester i dagene under generalforsamlingen med kampagnen ”Palestine 194” i appel til det internationale samfund i håbet om, at Palæstina bliver medlemsland nummer 194 hos FN. Ifølge palæstinensiske ledere håber man på at trække millioner af mennesker på gaderne i Palæstina og i udlandet med folkesamlinger, som er planlagt i hjertet af de palæstinensiske byer langt væk fra den grønne linie, der adskiller de palæstinensiske områder fra Israel.

Det er ikke desto mindre noget, der bliver taget meget alvorligt fra israelsk side. For nylig kom det frem, at den israelske hær bevæbner og træner bosættere på Vestbredden som optakt generalforsamlingen og Israel har i de seneste par måneder gjort alt for at modarbejde det palæstinensiske initiativ.
Sammen med de usikre udsigter for resultatet af afstemningen gør det palæstinenserne bange for den israelske reaktion og den fremtidige sikkerhedssituation i området. Men ifølge en undersøgelse fra Palestinian Centre for Public Opinion er næsten 50 procent af den palæstinensiske befolkning imod de offentliggjorte protester og hverken på de sociale medier, blandt folk på gaden eller mellem lokale organisationer cirkulerer der nogen planer, der tyder på opbakning til initiativet. ”Alt kan ske” er et desværre efterhånden tyndslidt mantra i Palæstina, der ser ud til igen at være gældende den 23. september og fremad.

En stat for hvem?
Ingen ved nemlig, hvad det egentlig er, som man på politikernes opfordring skal demonstrere for. Alt imens de palæstinensiske ledere er optaget af at søge anerkendelse hos det internationale samfund, føler deres egen befolkning sig forbigået og er nervøse for hvad der skal ske når generalforsamlingen slutter. Den generelle opfattelse er, at det amerikanske veto og det israelske pres på vestlige lande på forhånd har sat en stopper for hvad der ellers kunne se ud som en sidste udvej efter næsten 20 års fredsforhandlinger med Israel. Men det er langt fra den eneste bekymring.

I løbet af det seneste stykke tid har palæstinensiske akademikere og organisationer især diskuteret  hvorvidt en palæstinensisk stat vil betyde et kompromis med rettighederne for det palæstinensiske diaspora, som i dag udgør omkring seks millioner mennesker og er en væsentlig del af den palæstinensiske identitet. Man er bange for, at repræsentationen af det palæstinensiske folk i FN ikke længere vil være PLO, som repræsenterer det palæstinensiske folk i sin helhed, men i stedet et selvstyre, der repræsentere staten Palæstina og befolkningen inden for disse grænser. En kritik som det palæstinensiske selvstyre ikke har været i stand til at give et ordentligt svar på. ‘

Det palæstinensiske initiativ er præget af en nok-er-nok retorik og er en beslutning som det palæstinensiske selvstyre forventer at befolkningen støtter blindt op om. Et forsøg der vokset ud af 20 års fredsforhandlinger med Israel uden fremskridt med fortsatte udvidelser af ulovlige bosættelser og konstante israelske overgreb på menneskerettighederne efterfulgt af internationale fordømmelser uden internationale sanktioner.

Men det er også det palæstinensiske selvstyres, der reelt står uden folkeligt mandat, desperate forsøg på at søge legitimitet for de stagnerende fredsforhandlinger hos sin befolkning og beskytte sig selv mod oprør i lyset af det arabiske forår.

Advertisements