Postcards From Palestine

Tag: Palestine

Dem de andre ikke vil lege med

Sammen med tusindvis af palæstinensere kunne jeg for nylig vandre ned af gaderne i den største by på Vestbredden, Hebron, på en dag som senere hen er blevet betegnet som en af de største sejre i nyere palæstinensisk historie. Det var dagen, hvor 1027 palæstinensiske fanger blev tildelt frigivelse fra israelske fængsler.

Hovedgaden i Hebron var indhyllet i rusen fra folk, der for første gang i lange tider, kunne snuse til noget der mindede om en sejr. Abbas forsøg på en anerkendelse hos FN var slået fejl, og den lille smule håb og tiltro til det internationale samfund, som det palæstinensiske folk hidtil havde kunneklynge sig til var forsvundet. Troen på Fatah havde nået et nyt historisk lavpunkt. Hamas flag flagrede på samtlige biler i det kilometer lange optog. Butikkerne var dækket i islams karakteristiske grønne farve, og selv helt små børn havde pandebånd på, der viste deres støtte til bevægelsen, som i mange år har været dømt en terrorcelle i Danmark.

Folkehelten

I resten af verdenen bliver denne dag husket som Gilad Shalits løsladselse. Den israelske soldat, der på en junidag i 2006 blev kidnappet af ekstremistiske Hamas tilhængere og holdt i fangeskab i de næste fem år. I Danmark kunne man på forsiden af de store nyhedssider som Politiken og DR læser overskrifter som “Far til Israelsk soldat: Det er den lykkeligste dag I mit liv” og “Israelsk far: Min søn er blevet genfødt”. Fortællinger og portrætter af den israelske korporal cirkulerede blandt nyhedsbureauer verden over, mens historien om palæstinenserne blev degraderet til det samlede tal 1027 med meget få undtagelser.

Israel formåede at skabe et folkeligt narrativ om den tro soldat, som i tjenesten for sit land, bliver kidnappet af terrorister og sendt til det forfærdelige og mytiske sted kaldt Gaza i de fem bedste år af sin ungdom. Over for ham stod 1027 terrorister, for det var hvad de blev fremstillet som. Også dem som aldrig havde modtaget et anklageskrift eller var blevet stillet for en domstol. Det var eventyret om Gilad Shalit. Et eventyr som ikke blot Israels, men hele verdens pressekorps tog til sig.

Alle de andre

Mens Shalit blev portrætteret som en folkehelt befriet fra ”en fem års lidelsessaga”, for at citere en analyse i Kristeligt Dagblad, kom meget få individuelle palæstinensiske historier frem i lyset. Med få undtagelser blev det ikke nævnt, at en stor del af de løsladte palæstinensere som afsonede livstidsdomme, har siddet i fængsel op til 30 år, ikke set deres børn vokse op, deres forældre blive gamle eller deres søstre blive gift. At også mange af dem, var blevet kidnappet og tilbageholdt uden egentlige anklager.

I mellemøstlige medier hørte jeg om kærlighedshistorien mellem Nizar og Ahlam som blev forlovet i fængslet. Han hører til Fatah og hun til Hamas. Deres eneste form for kommunikation var breve sendt gennem Røde Kors. Der var Fakhri Barghouti, en 57 årig fange, der havde været fængslet siden han var 24. Begge hans forældre og en af hans brødre døde mens han sad i fængsel. Endelig var der også historien om Hassan Salameh, hvis tvillinger var 19 da han blev arresteret. Han kom ud af fængslet som bedstefar.

Der eksisterer 1027 af disse historier, der ikke som Shalits familie, formåede at etablere en storslået mediekampagne til deres fordel. Billedet af Shalit der genforenes med sin far i en stor omfavnelse har rejst hele verden rundt og har sat tårer i øjenkrogene på mange mødre og fædre. I kontrast til dette blev palæstinensernes løsladelse ikke stillet frem som en sejr for deres familier. Det var en sejr for Hamas. Og dem er der som bekendt ingen der kan lide.

Mediernes dagsorden

Løsladelsen af de 1027 fanger er blot et eksempel på, at den menneskelige palæstinensiske fortælling ikke har formået at blive en del af mediernes dagsorden uden for Mellemøsten. At palæstinensere har mistet deres nyhedsværdi. I stedet er de navnløse skygger. Grupper med tilhørsforhold til den ene eller anden bevægelse. Historien om Shalit, som manglede sine briller i fængslet blev verdenskendt, mens de palæstinensiske fanger, som gik på sultestrejke i 20 dage, fik så godt som ingen opmærksomhed i pressen udenfor Palæstina.

Tusindvis af palæstinensiske historier er i øjeblikket bag tremmer. Palæstinenserne kan intet stille op mod den israelske PR-maskine, Israels omfattende censur og de udenlandske korrespondenters identifikationskriterium, for hvad vi ser er en ulige kamp på mediernes vilkår.

Den palæstinensiske skæbne kan og skal ikke kun afgøres på politisk plan. Det er i høj grad en kamp om at vinde hjerter i stuerne verden over. At folk også bliver bekendt med palæstinenserne, deres kår og skæbnerne på den anden side af muren. At deres historier også bliver fortalt.

Advertisements

The release of 1027 prisoners

…. And the ambivalent feeling, that a westerner  undoubtedly feels, when celebrating with thousands of Palestinians showing their pride in Hamas

It ain’t easy going praying on a Friday afternoon

Heading to Al-Aqsa: Check-point from Bethlehem to Jerusalem

Den bortløbne soldat

Min vens fætter er et kæmpestort brød på trods af sine kun 23 år. Han er lav men af sådan en størrelse, at han næsten skal vende siden til, for at træde igennem dørene i sit eget hus. Han snakker ikke engelsk, men han nægter at lade det være en barriere for samtale og bruger det i stedet som mulighed for at fralære sig arabisk og kaste sig ud i kropsproget muligheder. Og så er han elitesoldat trænet i Jordan, Palæstina og Georgien siden en alder af 16 år. Han er premiereminister Mahmoud Abbas personlige livvagt og han er ansvarlig for en politihund, som han tænker på i døgndrift mens hans er hjemme hos sin famile, fordi han er den eneste der forstår den.

Min vens fætter er i øjeblikket elitesoldat på, hvad han kalder for ferie, og andre ville kalde for flugt. De tre dage han fik fri, syntes han ikke var nok, så han blev væk, og er nu på dag nummer ti i familiens skød. Han ved godt, at det er et spørgsmål om dage, før han bliver fundet, slæbt tilbage til Ramallah og kastet i kachotten, men han ved også, at hans uddannelse har været for dyr til, at de lader ham sidde der længere end en uge. Af samme grund har han altid sit hår barberet kort. Det er en måde at ydmyge en soldat, der skal i spjældet på, at lade hans hovedet barbere, og det er hans måde at ydmyge sine overordnede på, at spare dem for den fornøjelse. Det er ikke første gang.

Han har forskellige metoder til at sikre sig sin ferie. Hans mor har været død tre gange. Det har hans ven, der arbejder på det lokale hospital bekræftet. Hans onkel og hans far har også været døde et par gange. Men selvom han har kollegaer, der har skudt sig selv i benet for en fridag, så er han trods alt aldrig selv gået længere, end et dybt snitsår på sit højre overlår.

Hans bror er tidligere Mujahideen; hellig kriger for Hammas. Da han var 14 sneg han sig over grænsen til Israel med en mængde sprængstof for at sprænge sig selv og en masse andre mennesker i luften, men røg i stedet i spjældet i fem år. Det første han spurgte mig om var Muhammed-tegningerne. Jeg svarede nej og sagde, at jeg ikke talte arabisk.

Just another family dinner.

Den løsladte fange

Det vigtigste ved at være på Vestbredden er ikke bevidstheden om, at dette er det helligste af hellige for alle monoteistiske religioner og følelsen af, at der konstant ligger spændinger og ulmer under overfladen som ingen kan sætte ord på. Det vigtigste er menneskerne, men det er endnu udover min fatteevne hvordan jeg så sent som i forgårs drak morgenkaffe med en mislykkedes selvmordsbomber fra Hammas for senere på aftenen at drikke øl med en israelsk kommandoofficer. Det er blevet en besynderlig form for hverdag. Men jeg vil prøve at starte et sted.

Der er vitterligt ikke et eneste menneske jeg endnu har mødt, der ikke har en historie at fortælle, som straks kan hakkes af ved samtlige nyhedskriterier. Jeg ved ikke om det er en underbevidst forsvarsmekanisme der træder i kraft, når jeg per refleks giver dem kodenavne som f.eks. den bortløbne soldat, hammas-manden, bombemanden, den pragmatiske israeler eller frihedskæmperen, men i hvert fald er jeg nået udover det stadie, hvor jeg sidder med tårer trillende ned af kinderne dybt begravet i empati. I stedet lytter jeg til historierne som et udtryk for netop deres fortolkning af deres rolle i de store scener som udspiller sig på begge sider af murene, der nogle gange mest af alt minder om en videreudvikling af en græsk tragedie med Israel/Palæstina som kulisser.

I onsdags blev min chefs søn løsladt. Han er 17 år og nåede netop at slippe ud til at kunne træde ind i de voksnes rækker som en fri mand efter tyve måneder i israelsk fængsel. Jeg fik ærligt talt et chok da jeg mødte ham. Han kom forbi kontoret umiddelbart efter hans far havde hentet ham og gav et løst håndtryk før han satte sig ned og røg en cigaret med sin onkel og alle os andre, der blot kom løbende til for at ønske ham tillykke med friheden. Han var spinkel med tilfedtet hår, havde store brune plamager på tænderne og var så bleg at hans ansigt lyste grønt i forhold til de omkringsiddende ved kaffebordet. Jeg lagde især mærke til to ting: At han var nybarberet, og de mærker han havde på sine arme, efter at havde siddet bagbundet i timevis i ørkenen før sin endelige løsladelse.

Hans far havde insisteret på at hente ham alene og holde løsladelsen hemmelig for sin kone og børn. “Sådan gør man”, var hans svar da jeg spurgte om hvad i alverden tankerne var bag den besynderlige beslutning. Jeg fandt senere ud af, at grunden nærmere var, at det israelske militær har en meget gængs men ganske syg vittighed på familiernes bekostning, ved at løslade folk for derefter at hente dem ved porten lige inden de når ud i friheden og spærre dem inde igen til kun Jahve må vide hvornår.

Min chef har selv været i israelsk fængsel sytten gange og blevet tortureret fire. Han forstår om nogen den tilstand hans søn har siddet i siden han var femten år gammel.“Støtter du ham i hvad han gør?” spurgte vi, da vi fik at vide, at han ikke havde set sin søn i mere end et år, da besøg i et israelsk fængsel er et temmeligt sjældent privilegium. Hans svar var kort og rammende. “Han kæmper for et frit Palæstina”, sagde han. Resten gav vel sig selv.

Ramadan Mubarak.. Nå Nej…

Der er mange ting der adskiller muslimerne fra de øvrige religiøse grupper i det hellige land, men tiden plejer som regel ikke at være en af dem. Det er det i øjeblikket, for hvis du spørger en jøde og en muslim om hvad klokken er, vil du få to forskellige svar, og det er for såvidt underordnet om du befinder dig i Østjerusalem, Vestjerusalem eller Hebron.

I modsætning til de arabiske nabolande har det palæstinensiske selvstyre nemlig valgt at skrue tiden en time tilbage under ramadanen så enhver aftale, efter en længere diskussion om sommertid, vintertid, jordantid eller israeltid, afsluttes med en sammenligning af urene på mobiltelefonerne og et nik der betyder noget á la “nu forstår vi begge, ikke?”. Så kan man gå fra hinanden med blot minimal forvirring og nogenlunde sindsro.

Nuvel. Glædelig Ramadan! Eller Ramadan Kareem som efterhånden er den gængse hilsen, efter en hvis forhenværende præsident har gjort den ellers så traditionelle hilsen ‘Ramadan Mubarak’ til lidt af en toer i sociale kredse.

Ramadanen fastsættes af en herrekreds der går under tilnavnet ”moon sighting committee”. De bruger hele dage på at spejde efter nymånen indtil et medlem af kredsen sværger til Allah på at den er observeret (Faktisk siger den hellige ældre mand ”Wallah”, men er ret sikker på at eventuelle læsere fra Nørrebro vil tage den version en hel del mindre højtideligt). That’s it. Så er det ramadan i Palæstina.

Blandt vesterlændingene her i Hebron er snakken mest gået på hvordan vi bedst respekterer ramadanen og samtidig opretholder vores daglige indtag af protein (hummus), kulhydrater (pita) og væske (kaffe). Der er selvfølgelig også den anden metode praktiseret af Helene, program assistent hos ActionAid, der i sin iver efter at respektere lokal takt og tone, fortalte alle på ramadanens første dag, at hun praktiserede børneversionen, fordi hun efter morgenmaden udskød sin frokost helt til klokken fire. Desværre gav hun aldeles op, da der blev stillet øl på bordet en times tid senere.

Ramadan Kareem, Ramadan Mubarak, Glædelig Ramadan! Der er netop blevet kaldt til aftensmad fra moskéen.

There are two sides to every story

De israelske check-points

Når man står i kø i et israelsk check-point skal man have efterladt alle sine forestillinger om retfærdighed og pli, som vi kender det fra vores nordiske smørhuller, tilbage på den anden side af Middelhavet. Udformningen og rækken af spørgsmål kan udvikle sig alt efter den pågældende sikkerhedsvagts humør og min egen charmefaktor, til om vagten er færdig med at skrive sms-beskeder, og eventuelle forestillinger om et velkommen-til-Israel eller et nysgerrigt smil, kan man godt pakke tilbage i kufferten og sende retur til danskerland.

Den første person jeg mødte, var en palæstinensisk-amerikansk studerende, der som den eneste blev trukket til side med os i Tel Aviv lufthavn, hvor vi blev plantet på række til skue for de forbipasserende. For ham er sikkerhedstjekket ren rutine. Når han besøger sin familie skal han beregne flere timer til scanning af taske, spørgsmål af hans person og forhør af hans formål, fortalte han. Og det til trods for, at han er I besiddelse af såvel indfødsret som det ID-kort, der I modsætning til så mange af hans landsfæller, lader ham komme ind I den hellige by og møde hans familie.

I Hebron er det anerledes. Mange af de palæstinensere jeg har mødt her, har ikke været i Jerusalem, eller har snydt sig ind ved brug af falske lægeattester og udløbne arbejdstilladelser. Når de skal til Ramallah, skal de beregne mindst dobbelt så lang rejsetid som en vesterlænding, fordi de mange check-points og muren omkring Jerusalem, afskærmer dem for en direkte rute. “One day… Insh’Allah” er ikke bare ord, men et mantra der går igen i stort set hver eneste samtale jeg endnu har haft med en palæstinenser. Ord som betyder langt mere, end blot ønsket om, at kunne besøge den by, hvor deres profet steg op igennem de syv himle, og som ikke ligger meget mere end 30 km væk fra deres egne hjem.

My next home: Hebron

This is where you can find me.