Postcards From Palestine

Tag: Palestine 194

Dem de andre ikke vil lege med

Sammen med tusindvis af palæstinensere kunne jeg for nylig vandre ned af gaderne i den største by på Vestbredden, Hebron, på en dag som senere hen er blevet betegnet som en af de største sejre i nyere palæstinensisk historie. Det var dagen, hvor 1027 palæstinensiske fanger blev tildelt frigivelse fra israelske fængsler.

Hovedgaden i Hebron var indhyllet i rusen fra folk, der for første gang i lange tider, kunne snuse til noget der mindede om en sejr. Abbas forsøg på en anerkendelse hos FN var slået fejl, og den lille smule håb og tiltro til det internationale samfund, som det palæstinensiske folk hidtil havde kunneklynge sig til var forsvundet. Troen på Fatah havde nået et nyt historisk lavpunkt. Hamas flag flagrede på samtlige biler i det kilometer lange optog. Butikkerne var dækket i islams karakteristiske grønne farve, og selv helt små børn havde pandebånd på, der viste deres støtte til bevægelsen, som i mange år har været dømt en terrorcelle i Danmark.

Folkehelten

I resten af verdenen bliver denne dag husket som Gilad Shalits løsladselse. Den israelske soldat, der på en junidag i 2006 blev kidnappet af ekstremistiske Hamas tilhængere og holdt i fangeskab i de næste fem år. I Danmark kunne man på forsiden af de store nyhedssider som Politiken og DR læser overskrifter som “Far til Israelsk soldat: Det er den lykkeligste dag I mit liv” og “Israelsk far: Min søn er blevet genfødt”. Fortællinger og portrætter af den israelske korporal cirkulerede blandt nyhedsbureauer verden over, mens historien om palæstinenserne blev degraderet til det samlede tal 1027 med meget få undtagelser.

Israel formåede at skabe et folkeligt narrativ om den tro soldat, som i tjenesten for sit land, bliver kidnappet af terrorister og sendt til det forfærdelige og mytiske sted kaldt Gaza i de fem bedste år af sin ungdom. Over for ham stod 1027 terrorister, for det var hvad de blev fremstillet som. Også dem som aldrig havde modtaget et anklageskrift eller var blevet stillet for en domstol. Det var eventyret om Gilad Shalit. Et eventyr som ikke blot Israels, men hele verdens pressekorps tog til sig.

Alle de andre

Mens Shalit blev portrætteret som en folkehelt befriet fra ”en fem års lidelsessaga”, for at citere en analyse i Kristeligt Dagblad, kom meget få individuelle palæstinensiske historier frem i lyset. Med få undtagelser blev det ikke nævnt, at en stor del af de løsladte palæstinensere som afsonede livstidsdomme, har siddet i fængsel op til 30 år, ikke set deres børn vokse op, deres forældre blive gamle eller deres søstre blive gift. At også mange af dem, var blevet kidnappet og tilbageholdt uden egentlige anklager.

I mellemøstlige medier hørte jeg om kærlighedshistorien mellem Nizar og Ahlam som blev forlovet i fængslet. Han hører til Fatah og hun til Hamas. Deres eneste form for kommunikation var breve sendt gennem Røde Kors. Der var Fakhri Barghouti, en 57 årig fange, der havde været fængslet siden han var 24. Begge hans forældre og en af hans brødre døde mens han sad i fængsel. Endelig var der også historien om Hassan Salameh, hvis tvillinger var 19 da han blev arresteret. Han kom ud af fængslet som bedstefar.

Der eksisterer 1027 af disse historier, der ikke som Shalits familie, formåede at etablere en storslået mediekampagne til deres fordel. Billedet af Shalit der genforenes med sin far i en stor omfavnelse har rejst hele verden rundt og har sat tårer i øjenkrogene på mange mødre og fædre. I kontrast til dette blev palæstinensernes løsladelse ikke stillet frem som en sejr for deres familier. Det var en sejr for Hamas. Og dem er der som bekendt ingen der kan lide.

Mediernes dagsorden

Løsladelsen af de 1027 fanger er blot et eksempel på, at den menneskelige palæstinensiske fortælling ikke har formået at blive en del af mediernes dagsorden uden for Mellemøsten. At palæstinensere har mistet deres nyhedsværdi. I stedet er de navnløse skygger. Grupper med tilhørsforhold til den ene eller anden bevægelse. Historien om Shalit, som manglede sine briller i fængslet blev verdenskendt, mens de palæstinensiske fanger, som gik på sultestrejke i 20 dage, fik så godt som ingen opmærksomhed i pressen udenfor Palæstina.

Tusindvis af palæstinensiske historier er i øjeblikket bag tremmer. Palæstinenserne kan intet stille op mod den israelske PR-maskine, Israels omfattende censur og de udenlandske korrespondenters identifikationskriterium, for hvad vi ser er en ulige kamp på mediernes vilkår.

Den palæstinensiske skæbne kan og skal ikke kun afgøres på politisk plan. Det er i høj grad en kamp om at vinde hjerter i stuerne verden over. At folk også bliver bekendt med palæstinenserne, deres kår og skæbnerne på den anden side af muren. At deres historier også bliver fortalt.

Snapshots from Ramallah ‘Palestine 194’ Rally

Se flere billeder fra Ramallahs folkefest på Flickr

Et fortrøstningsfuldt skulderklap til Palæstina

I disse dage diskuterer verdens politiske ledere og medier betydningen af den palæstinensiske anmodning om anderkendelse hos FN, som den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas fredag afleverer til FN’s generalsekretær Ban Ki Moon. En anerkendelse som på et amerikansk foranlediget veto i sikkerhedsrådet i praksis højest vil føre til, at Palæstina kan opgradere sin observatørstatus til ikkemedlemsland af FN. Dermed kan Palæstina blive optaget i en række af råd og nævn, som man før stod udenfor, men må fortsat spejde langt ud i fremtiden efter en egentlig stat.

Manglende folkelig støtte
Det er ikke noget der falder i god jord hos Israels præsident Benjamin Netanyahu, men det er absolut heller ikke den løsning palæstinenserne havde drømt om. Slet ikke. Efter tyve år med strandede fredsforhandlinger må det palæstinensiske forsøg på anerkendelse ses som et sidste skud i bøssen. En handling der går på kompromis med såvel centrale politiske elementer i palæstinensernes nationalidentitet og selvforståelse som med Fatahs interne forhandlinger med det folkevalgte Hamas.

Det er med andre ord Mahmoud Abbas’ forsøg på at oprette en pleaser-stat og på at tilpasse sig vestlige pragmatikeres forestillinger om et fremtidigt Palæstina, godt opildnet af præsident Obamas tale til Mellemøsten om en tostatsløsning i marts måned. En tale som han dog modererede til det yderste efter et langt møde og en skideballe fra Netanyahu.

Det palæstinensiske selvstyre går til de Forenede Nationer med et forslag, der reelt kun vil give dem 22 procent af det oprindelige Palæstina som blev dem lovet af FN i 1947, nemlig grænserne efter seks-dagskrigen, de såkaldte 1967-grænser. De går til det internationale samfund med hverken befolkningen eller det folkevalgte Hamas-styre i Gaza bag sig, for slet ikke at tale om en strategi for hvad der egentlig skal ske, hvis de fejler.

Et træt styre
Det kan kun tolkes som desperat. En desperat handling udført af et ufatteligt træt styre. Siden 1967 år har Vestbredden og Gaza har været under militær besættelse. En tilstand der ifølge international lov er midlertidig, men som i de besatte palæstinensiske områder har stået på i mere end fyrre år. Blokaden af Gaza og daglige overgreb på palæstinensere er blot nogle af de elementer, der ligger til grund for, at FN’s flygtningehøjkommisariat UNHCR har lavet dobbelt så mange fordømmelser af Israel end af alle andre lande i verden tilsammen. En FN rapport er endvidere gået så langt som at kalde Israels blokade af Gaza en mulig forbrydelse mod menneskeheden.

Mens Israel udadtil fordømmer det man kalder for en palæstinensisk provokation og taler om en venden tilbage til fredsforhandlinger og løsninger, så fortsætter man med at udvide og opruste ulovlige bosættelser på palæstinensisk territorium, så palæstinensisk land fortsat indskrænkes og afskæres fra infrastruktur og andre byer, og mindsker territorierne stykke for stykke. Det er bosættelser som er dømt ulovlige af samtlige lande i verden undtagen Israel selv og idag udgør over en halv million beboere, og det er forståeligt nok en af grundene til, at palæstinenserne forsøger at handle, mens der stadig er noget at handle med.

Det palæstinensiske selvstyre har garanteret, at demonstrationer den 23. september vil blive afholdt indenfor den grønne linje, i hjertet af de palæstinensiske byer for at undgå konfrontationer med Israel. I mellemtiden har det israelske militær i løbet af de sidste måneder bevæbnet og trænet ulovlige bosættere op til generalforsamlingen, som har meldt ud at de vil marchere ind i de palæstinensiske byer samme dato. En handling der gør det svært at få øje på, hvad det egentlig var, der var så provokerende ved Palæstina.

Et skulderklap
Mahmoud Abbas opnår ikke fuldt medlemsskab ved FN den 23. september. Det skal USA nok sørge for. Ikke desto mindre er det et initiativ, der tages meget alvorligt af det internationale samfund – ikke mindst af Israel. En støtte fra 2/3 af FN’s medlemslande kan nemlig implicit tolkes som en anerkendelse af den palæstinensiske stat, da anerkendelse er en bilateral proces med udveksling af diplomatiske relationer.
Det har vi set før, senest i forbindelse med Kosovo som Danmark anerkender, men som stadig står uden medlemskab af de Forenede Nationer. Dengang på grund af et russisk veto i sikkerhedsrådet. Det er ikke det palæstinenserne vil have, men det er et skulderklap og et løfte om bedre tider til en befolkning, hvor langt den overvejende del har levet hele deres liv under militær besættelse.

Den palæstinensiske beslutning om at gå til FN er taget uden samråd med befolkningen, som hverken ved hvad strategien egentlig går ud på, eller hvad det er man vil opnå og i stedet frygter for deres lands fremtidige status, der endnu engang risikerer at strande på et mellemstadie i det internationale samfund.

Men ved generalforsamlingen i FN er det et spørgsmål om, at verdens lande viser deres støtte til en fremtidig palæstinensisk stat og manifesterer, at de hundredevis af resolutioner og fordømmelser man har vedtaget på Israel-Palæstina konflikten, ikke blot er tomme ord og løfter.

Anerkendelse udadtil, manglende legitimitet indadtil

På Vestbredden dominerer ét emne i øjeblikket både medierne og politikernes dagsorden. Nemlig Palæstinas anerkendelse som den 23. september vil være det altoverskyggende emne på FN’s generalforsamling i New York og var et vigtigt element i udenrigspolitikken i valgkampen for den nyligt valgte S-SF regering.
Men på gadeplan ser situationen noget anderledes ud. Palæstinenserne er nemlig i tvivl om, hvad man egentlig vil opnå ved at gå til det internationale samfund.

Der er også god grund til skepsis, for mens næsten 2/3 af FN’s medlemsstater har tilkendegivet deres anerkendelse af Palæstina, herunder Kina og Rusland, så har  USA  på forhånd sat en stopklods for processen med en klar udmelding om veto i sikkerhedsrådet. Med 2/3 af generalforsamlingen bag sig kan Palæstina i stedet forvente at opgradere deres observatørstatus i FN.
I praksis betyder det, at de stadig står uden stemmerettigheder, men kan deltage i en række af råd og nævn som de før stod udenfor. Men det altoverskyggende mål: En suveræn stat med dertilhørende territoriale grænser. Et land beskyttet af international lov og en eksplicit denotation af Israel som besættelsesmagt. Det kan man godt kan skyde en hvid pil efter.

Palæstina 194
I mellemtiden har de palæstinensiske ledere lagt op til fredelige masseprotester i dagene under generalforsamlingen med kampagnen ”Palestine 194” i appel til det internationale samfund i håbet om, at Palæstina bliver medlemsland nummer 194 hos FN. Ifølge palæstinensiske ledere håber man på at trække millioner af mennesker på gaderne i Palæstina og i udlandet med folkesamlinger, som er planlagt i hjertet af de palæstinensiske byer langt væk fra den grønne linie, der adskiller de palæstinensiske områder fra Israel.

Det er ikke desto mindre noget, der bliver taget meget alvorligt fra israelsk side. For nylig kom det frem, at den israelske hær bevæbner og træner bosættere på Vestbredden som optakt generalforsamlingen og Israel har i de seneste par måneder gjort alt for at modarbejde det palæstinensiske initiativ.
Sammen med de usikre udsigter for resultatet af afstemningen gør det palæstinenserne bange for den israelske reaktion og den fremtidige sikkerhedssituation i området. Men ifølge en undersøgelse fra Palestinian Centre for Public Opinion er næsten 50 procent af den palæstinensiske befolkning imod de offentliggjorte protester og hverken på de sociale medier, blandt folk på gaden eller mellem lokale organisationer cirkulerer der nogen planer, der tyder på opbakning til initiativet. ”Alt kan ske” er et desværre efterhånden tyndslidt mantra i Palæstina, der ser ud til igen at være gældende den 23. september og fremad.

En stat for hvem?
Ingen ved nemlig, hvad det egentlig er, som man på politikernes opfordring skal demonstrere for. Alt imens de palæstinensiske ledere er optaget af at søge anerkendelse hos det internationale samfund, føler deres egen befolkning sig forbigået og er nervøse for hvad der skal ske når generalforsamlingen slutter. Den generelle opfattelse er, at det amerikanske veto og det israelske pres på vestlige lande på forhånd har sat en stopper for hvad der ellers kunne se ud som en sidste udvej efter næsten 20 års fredsforhandlinger med Israel. Men det er langt fra den eneste bekymring.

I løbet af det seneste stykke tid har palæstinensiske akademikere og organisationer især diskuteret  hvorvidt en palæstinensisk stat vil betyde et kompromis med rettighederne for det palæstinensiske diaspora, som i dag udgør omkring seks millioner mennesker og er en væsentlig del af den palæstinensiske identitet. Man er bange for, at repræsentationen af det palæstinensiske folk i FN ikke længere vil være PLO, som repræsenterer det palæstinensiske folk i sin helhed, men i stedet et selvstyre, der repræsentere staten Palæstina og befolkningen inden for disse grænser. En kritik som det palæstinensiske selvstyre ikke har været i stand til at give et ordentligt svar på. ‘

Det palæstinensiske initiativ er præget af en nok-er-nok retorik og er en beslutning som det palæstinensiske selvstyre forventer at befolkningen støtter blindt op om. Et forsøg der vokset ud af 20 års fredsforhandlinger med Israel uden fremskridt med fortsatte udvidelser af ulovlige bosættelser og konstante israelske overgreb på menneskerettighederne efterfulgt af internationale fordømmelser uden internationale sanktioner.

Men det er også det palæstinensiske selvstyres, der reelt står uden folkeligt mandat, desperate forsøg på at søge legitimitet for de stagnerende fredsforhandlinger hos sin befolkning og beskytte sig selv mod oprør i lyset af det arabiske forår.