Dem de andre ikke vil lege med

Sammen med tusindvis af palæstinensere kunne jeg for nylig vandre ned af gaderne i den største by på Vestbredden, Hebron, på en dag som senere hen er blevet betegnet som en af de største sejre i nyere palæstinensisk historie. Det var dagen, hvor 1027 palæstinensiske fanger blev tildelt frigivelse fra israelske fængsler.

Hovedgaden i Hebron var indhyllet i rusen fra folk, der for første gang i lange tider, kunne snuse til noget der mindede om en sejr. Abbas forsøg på en anerkendelse hos FN var slået fejl, og den lille smule håb og tiltro til det internationale samfund, som det palæstinensiske folk hidtil havde kunneklynge sig til var forsvundet. Troen på Fatah havde nået et nyt historisk lavpunkt. Hamas flag flagrede på samtlige biler i det kilometer lange optog. Butikkerne var dækket i islams karakteristiske grønne farve, og selv helt små børn havde pandebånd på, der viste deres støtte til bevægelsen, som i mange år har været dømt en terrorcelle i Danmark.

Folkehelten

I resten af verdenen bliver denne dag husket som Gilad Shalits løsladselse. Den israelske soldat, der på en junidag i 2006 blev kidnappet af ekstremistiske Hamas tilhængere og holdt i fangeskab i de næste fem år. I Danmark kunne man på forsiden af de store nyhedssider som Politiken og DR læser overskrifter som “Far til Israelsk soldat: Det er den lykkeligste dag I mit liv” og “Israelsk far: Min søn er blevet genfødt”. Fortællinger og portrætter af den israelske korporal cirkulerede blandt nyhedsbureauer verden over, mens historien om palæstinenserne blev degraderet til det samlede tal 1027 med meget få undtagelser.

Israel formåede at skabe et folkeligt narrativ om den tro soldat, som i tjenesten for sit land, bliver kidnappet af terrorister og sendt til det forfærdelige og mytiske sted kaldt Gaza i de fem bedste år af sin ungdom. Over for ham stod 1027 terrorister, for det var hvad de blev fremstillet som. Også dem som aldrig havde modtaget et anklageskrift eller var blevet stillet for en domstol. Det var eventyret om Gilad Shalit. Et eventyr som ikke blot Israels, men hele verdens pressekorps tog til sig.

Alle de andre

Mens Shalit blev portrætteret som en folkehelt befriet fra ”en fem års lidelsessaga”, for at citere en analyse i Kristeligt Dagblad, kom meget få individuelle palæstinensiske historier frem i lyset. Med få undtagelser blev det ikke nævnt, at en stor del af de løsladte palæstinensere som afsonede livstidsdomme, har siddet i fængsel op til 30 år, ikke set deres børn vokse op, deres forældre blive gamle eller deres søstre blive gift. At også mange af dem, var blevet kidnappet og tilbageholdt uden egentlige anklager.

I mellemøstlige medier hørte jeg om kærlighedshistorien mellem Nizar og Ahlam som blev forlovet i fængslet. Han hører til Fatah og hun til Hamas. Deres eneste form for kommunikation var breve sendt gennem Røde Kors. Der var Fakhri Barghouti, en 57 årig fange, der havde været fængslet siden han var 24. Begge hans forældre og en af hans brødre døde mens han sad i fængsel. Endelig var der også historien om Hassan Salameh, hvis tvillinger var 19 da han blev arresteret. Han kom ud af fængslet som bedstefar.

Der eksisterer 1027 af disse historier, der ikke som Shalits familie, formåede at etablere en storslået mediekampagne til deres fordel. Billedet af Shalit der genforenes med sin far i en stor omfavnelse har rejst hele verden rundt og har sat tårer i øjenkrogene på mange mødre og fædre. I kontrast til dette blev palæstinensernes løsladelse ikke stillet frem som en sejr for deres familier. Det var en sejr for Hamas. Og dem er der som bekendt ingen der kan lide.

Mediernes dagsorden

Løsladelsen af de 1027 fanger er blot et eksempel på, at den menneskelige palæstinensiske fortælling ikke har formået at blive en del af mediernes dagsorden uden for Mellemøsten. At palæstinensere har mistet deres nyhedsværdi. I stedet er de navnløse skygger. Grupper med tilhørsforhold til den ene eller anden bevægelse. Historien om Shalit, som manglede sine briller i fængslet blev verdenskendt, mens de palæstinensiske fanger, som gik på sultestrejke i 20 dage, fik så godt som ingen opmærksomhed i pressen udenfor Palæstina.

Tusindvis af palæstinensiske historier er i øjeblikket bag tremmer. Palæstinenserne kan intet stille op mod den israelske PR-maskine, Israels omfattende censur og de udenlandske korrespondenters identifikationskriterium, for hvad vi ser er en ulige kamp på mediernes vilkår.

Den palæstinensiske skæbne kan og skal ikke kun afgøres på politisk plan. Det er i høj grad en kamp om at vinde hjerter i stuerne verden over. At folk også bliver bekendt med palæstinenserne, deres kår og skæbnerne på den anden side af muren. At deres historier også bliver fortalt.

Advertisements