Den løsladte fange

Det vigtigste ved at være på Vestbredden er ikke bevidstheden om, at dette er det helligste af hellige for alle monoteistiske religioner og følelsen af, at der konstant ligger spændinger og ulmer under overfladen som ingen kan sætte ord på. Det vigtigste er menneskerne, men det er endnu udover min fatteevne hvordan jeg så sent som i forgårs drak morgenkaffe med en mislykkedes selvmordsbomber fra Hammas for senere på aftenen at drikke øl med en israelsk kommandoofficer. Det er blevet en besynderlig form for hverdag. Men jeg vil prøve at starte et sted.

Der er vitterligt ikke et eneste menneske jeg endnu har mødt, der ikke har en historie at fortælle, som straks kan hakkes af ved samtlige nyhedskriterier. Jeg ved ikke om det er en underbevidst forsvarsmekanisme der træder i kraft, når jeg per refleks giver dem kodenavne som f.eks. den bortløbne soldat, hammas-manden, bombemanden, den pragmatiske israeler eller frihedskæmperen, men i hvert fald er jeg nået udover det stadie, hvor jeg sidder med tårer trillende ned af kinderne dybt begravet i empati. I stedet lytter jeg til historierne som et udtryk for netop deres fortolkning af deres rolle i de store scener som udspiller sig på begge sider af murene, der nogle gange mest af alt minder om en videreudvikling af en græsk tragedie med Israel/Palæstina som kulisser.

I onsdags blev min chefs søn løsladt. Han er 17 år og nåede netop at slippe ud til at kunne træde ind i de voksnes rækker som en fri mand efter tyve måneder i israelsk fængsel. Jeg fik ærligt talt et chok da jeg mødte ham. Han kom forbi kontoret umiddelbart efter hans far havde hentet ham og gav et løst håndtryk før han satte sig ned og røg en cigaret med sin onkel og alle os andre, der blot kom løbende til for at ønske ham tillykke med friheden. Han var spinkel med tilfedtet hår, havde store brune plamager på tænderne og var så bleg at hans ansigt lyste grønt i forhold til de omkringsiddende ved kaffebordet. Jeg lagde især mærke til to ting: At han var nybarberet, og de mærker han havde på sine arme, efter at havde siddet bagbundet i timevis i ørkenen før sin endelige løsladelse.

Hans far havde insisteret på at hente ham alene og holde løsladelsen hemmelig for sin kone og børn. “Sådan gør man”, var hans svar da jeg spurgte om hvad i alverden tankerne var bag den besynderlige beslutning. Jeg fandt senere ud af, at grunden nærmere var, at det israelske militær har en meget gængs men ganske syg vittighed på familiernes bekostning, ved at løslade folk for derefter at hente dem ved porten lige inden de når ud i friheden og spærre dem inde igen til kun Jahve må vide hvornår.

Min chef har selv været i israelsk fængsel sytten gange og blevet tortureret fire. Han forstår om nogen den tilstand hans søn har siddet i siden han var femten år gammel.“Støtter du ham i hvad han gør?” spurgte vi, da vi fik at vide, at han ikke havde set sin søn i mere end et år, da besøg i et israelsk fængsel er et temmeligt sjældent privilegium. Hans svar var kort og rammende. “Han kæmper for et frit Palæstina”, sagde han. Resten gav vel sig selv.

Advertisements