Postcards From Palestine

Tag: Hebron

Dem de andre ikke vil lege med

Sammen med tusindvis af palæstinensere kunne jeg for nylig vandre ned af gaderne i den største by på Vestbredden, Hebron, på en dag som senere hen er blevet betegnet som en af de største sejre i nyere palæstinensisk historie. Det var dagen, hvor 1027 palæstinensiske fanger blev tildelt frigivelse fra israelske fængsler.

Hovedgaden i Hebron var indhyllet i rusen fra folk, der for første gang i lange tider, kunne snuse til noget der mindede om en sejr. Abbas forsøg på en anerkendelse hos FN var slået fejl, og den lille smule håb og tiltro til det internationale samfund, som det palæstinensiske folk hidtil havde kunneklynge sig til var forsvundet. Troen på Fatah havde nået et nyt historisk lavpunkt. Hamas flag flagrede på samtlige biler i det kilometer lange optog. Butikkerne var dækket i islams karakteristiske grønne farve, og selv helt små børn havde pandebånd på, der viste deres støtte til bevægelsen, som i mange år har været dømt en terrorcelle i Danmark.

Folkehelten

I resten af verdenen bliver denne dag husket som Gilad Shalits løsladselse. Den israelske soldat, der på en junidag i 2006 blev kidnappet af ekstremistiske Hamas tilhængere og holdt i fangeskab i de næste fem år. I Danmark kunne man på forsiden af de store nyhedssider som Politiken og DR læser overskrifter som “Far til Israelsk soldat: Det er den lykkeligste dag I mit liv” og “Israelsk far: Min søn er blevet genfødt”. Fortællinger og portrætter af den israelske korporal cirkulerede blandt nyhedsbureauer verden over, mens historien om palæstinenserne blev degraderet til det samlede tal 1027 med meget få undtagelser.

Israel formåede at skabe et folkeligt narrativ om den tro soldat, som i tjenesten for sit land, bliver kidnappet af terrorister og sendt til det forfærdelige og mytiske sted kaldt Gaza i de fem bedste år af sin ungdom. Over for ham stod 1027 terrorister, for det var hvad de blev fremstillet som. Også dem som aldrig havde modtaget et anklageskrift eller var blevet stillet for en domstol. Det var eventyret om Gilad Shalit. Et eventyr som ikke blot Israels, men hele verdens pressekorps tog til sig.

Alle de andre

Mens Shalit blev portrætteret som en folkehelt befriet fra ”en fem års lidelsessaga”, for at citere en analyse i Kristeligt Dagblad, kom meget få individuelle palæstinensiske historier frem i lyset. Med få undtagelser blev det ikke nævnt, at en stor del af de løsladte palæstinensere som afsonede livstidsdomme, har siddet i fængsel op til 30 år, ikke set deres børn vokse op, deres forældre blive gamle eller deres søstre blive gift. At også mange af dem, var blevet kidnappet og tilbageholdt uden egentlige anklager.

I mellemøstlige medier hørte jeg om kærlighedshistorien mellem Nizar og Ahlam som blev forlovet i fængslet. Han hører til Fatah og hun til Hamas. Deres eneste form for kommunikation var breve sendt gennem Røde Kors. Der var Fakhri Barghouti, en 57 årig fange, der havde været fængslet siden han var 24. Begge hans forældre og en af hans brødre døde mens han sad i fængsel. Endelig var der også historien om Hassan Salameh, hvis tvillinger var 19 da han blev arresteret. Han kom ud af fængslet som bedstefar.

Der eksisterer 1027 af disse historier, der ikke som Shalits familie, formåede at etablere en storslået mediekampagne til deres fordel. Billedet af Shalit der genforenes med sin far i en stor omfavnelse har rejst hele verden rundt og har sat tårer i øjenkrogene på mange mødre og fædre. I kontrast til dette blev palæstinensernes løsladelse ikke stillet frem som en sejr for deres familier. Det var en sejr for Hamas. Og dem er der som bekendt ingen der kan lide.

Mediernes dagsorden

Løsladelsen af de 1027 fanger er blot et eksempel på, at den menneskelige palæstinensiske fortælling ikke har formået at blive en del af mediernes dagsorden uden for Mellemøsten. At palæstinensere har mistet deres nyhedsværdi. I stedet er de navnløse skygger. Grupper med tilhørsforhold til den ene eller anden bevægelse. Historien om Shalit, som manglede sine briller i fængslet blev verdenskendt, mens de palæstinensiske fanger, som gik på sultestrejke i 20 dage, fik så godt som ingen opmærksomhed i pressen udenfor Palæstina.

Tusindvis af palæstinensiske historier er i øjeblikket bag tremmer. Palæstinenserne kan intet stille op mod den israelske PR-maskine, Israels omfattende censur og de udenlandske korrespondenters identifikationskriterium, for hvad vi ser er en ulige kamp på mediernes vilkår.

Den palæstinensiske skæbne kan og skal ikke kun afgøres på politisk plan. Det er i høj grad en kamp om at vinde hjerter i stuerne verden over. At folk også bliver bekendt med palæstinenserne, deres kår og skæbnerne på den anden side af muren. At deres historier også bliver fortalt.

Advertisements

The release of 1027 prisoners

…. And the ambivalent feeling, that a westerner  undoubtedly feels, when celebrating with thousands of Palestinians showing their pride in Hamas

Oh! So this is why we came to Hebron



Breaking the Silence
er en organisation der består af tidligere soldater fra de israelske forsvarsstyrker, der har påtaget sig den opgave, at give israelerne og verden omkring et indblik i realiteterne i de besatte palæstinensiske områder. Organisationen har indtil videre samlet vidnesbyrd fra 800 tidligere soldater, der forklarer hvordan det israelske militær agerer overfor palæstinenserne. I dag var jeg på en tur med dem i det sydlige Hebron, som er et af de mest udsatte steder for palæstinenserne på Vestbredden. Her er fortæller en tidligere soldat om sit arbejde i byen.

Strolling down the streets of Hebron

There are two sides to every story

As-Salāmu`Alaykum Hebron

Muslimerne der bor i Hebron er de mest konservative i hele Palæstina. Der spilles ikke musik, der drikkes ikke alkohol, der spilles ikke kort og 99 % af kvinderne går med tørklæde (men ikke i burka!). Til gengæld kæderyger de røde Winston cigaretter i sådan et antal, at byen fra oven må ligne en udtværet askesky på det israelske landkort. Kun Allah må vide hvordan et kollektivt rygestop griber sig an under den kommende ramadan. Men det der definerer byen, er ikke dets totale mangel på kvinder i gadebilledet, eller at fredage udelukkende bruges på bøn, ikke på bajere. Hebron er hjertet af den israelsk-palæstinensiske konflikt, clashet mellem religioner og kontrasternes højborg. Hverken mere eller mindre.

Et første overfladisk møde med byen byder på meget mindre, end hvad man ser i andre byer på Vestbredden, og det på trods af, at Hebron langt overgår andre palæstinensiske storbyer i både størrelse, handel og historie. Mændene hænger på stole ude foran deres små butikker, ryger cigaretter og råber hilsner som man ifølge lokal takt og tone ikke må svare på, og engang i mellem kommer et æsel traskende dovent forbi spændt fast til en vogn belæsset med grøntsager. Her er så godt som ingen turister, og de fleste internationale hjælpeorganisationer har for længst søgt op mod gadelivet og storbystemningen I Ramallah.

Men kigger man ind under den nikotinbrune overflade kan Hebron noget andet. Det var her Adam og Eva boede da de blev smidt ud af paradisets have og her at patriarken Abraham levede, døde og og blev begravet med sine sønner Isak og Jakob. Byen er hellig for både jøder, kristne og muslimer, men i stedet for at lade det komme byen til gode i al sin helligheds historie, har det gjort Hebron til et knudepunkt for den religiøse vold, der mere end noget andet karakteriserer den gamle bydel.

Der er fem bosættelser i selve kernen af byen, hvor de 500 mest fundamentalistiske jødiske bosættere i Israel klynger sig til deres områder med kalotter, krøller, Torah-ruller og hvad der dertil hører. Herunder et enormt opbud af israelsk militær.

Jeg bor i den palæstinenske del af byen. Her leder en bazar i hele sin arabiske herlighed af farveskrig blandet med en stærk duft af krydderier og en sødlig røg fra aguilaens æbletobak, op ad en gade hvor gamle bygninger stadig står som da Jesus i sin tid gik her. For enden af gaden ligger moskéen og netop her stopper alt liv brat. Her er synagogen, her begynder ‘Free Israel’ grafittien og her skal ens pas endnu engang køres hen foran øjnene på en israelsk officer. Ved første øjekast ligner det enhver bazar i Mellemøsten som set i virkeligheden eller på film, men i stedet for himmel over de tusinde år gamle bygninger, har et stort jerngitter lagt sig som tag over boderne i bazaren.

Gitteret er sat op af internationale fredsbevægelser for at beskytte palæstinenserne mod de jødiske bosættere der bor på overetagerne, og når man først bliver klar over, at de brosten og det skrald der hviler sig spredt ud over hegnet, er kastet med stjerneklart overlæg mod palæstinensiske kvinder og børn som mål for vanvittige ekstremister, vender al europæisk pragmatisme sig til en sympati for det palæstinensiske folk, som jeg ikke vil tro, at nogen kan vænne sig fra. Det håber jeg i hvert ikke. Om ikke andet, så alene af frygten for at være den næste der får en indholdet af en fyldt lokumsspand i hovedet.

My next home: Hebron

This is where you can find me.