Postcards From Palestine

It ain’t easy going praying on a Friday afternoon

Heading to Al-Aqsa: Check-point from Bethlehem to Jerusalem

Advertisements

Den bortløbne soldat

Min vens fætter er et kæmpestort brød på trods af sine kun 23 år. Han er lav men af sådan en størrelse, at han næsten skal vende siden til, for at træde igennem dørene i sit eget hus. Han snakker ikke engelsk, men han nægter at lade det være en barriere for samtale og bruger det i stedet som mulighed for at fralære sig arabisk og kaste sig ud i kropsproget muligheder. Og så er han elitesoldat trænet i Jordan, Palæstina og Georgien siden en alder af 16 år. Han er premiereminister Mahmoud Abbas personlige livvagt og han er ansvarlig for en politihund, som han tænker på i døgndrift mens hans er hjemme hos sin famile, fordi han er den eneste der forstår den.

Min vens fætter er i øjeblikket elitesoldat på, hvad han kalder for ferie, og andre ville kalde for flugt. De tre dage han fik fri, syntes han ikke var nok, så han blev væk, og er nu på dag nummer ti i familiens skød. Han ved godt, at det er et spørgsmål om dage, før han bliver fundet, slæbt tilbage til Ramallah og kastet i kachotten, men han ved også, at hans uddannelse har været for dyr til, at de lader ham sidde der længere end en uge. Af samme grund har han altid sit hår barberet kort. Det er en måde at ydmyge en soldat, der skal i spjældet på, at lade hans hovedet barbere, og det er hans måde at ydmyge sine overordnede på, at spare dem for den fornøjelse. Det er ikke første gang.

Han har forskellige metoder til at sikre sig sin ferie. Hans mor har været død tre gange. Det har hans ven, der arbejder på det lokale hospital bekræftet. Hans onkel og hans far har også været døde et par gange. Men selvom han har kollegaer, der har skudt sig selv i benet for en fridag, så er han trods alt aldrig selv gået længere, end et dybt snitsår på sit højre overlår.

Hans bror er tidligere Mujahideen; hellig kriger for Hammas. Da han var 14 sneg han sig over grænsen til Israel med en mængde sprængstof for at sprænge sig selv og en masse andre mennesker i luften, men røg i stedet i spjældet i fem år. Det første han spurgte mig om var Muhammed-tegningerne. Jeg svarede nej og sagde, at jeg ikke talte arabisk.

Just another family dinner.

Den løsladte fange

Det vigtigste ved at være på Vestbredden er ikke bevidstheden om, at dette er det helligste af hellige for alle monoteistiske religioner og følelsen af, at der konstant ligger spændinger og ulmer under overfladen som ingen kan sætte ord på. Det vigtigste er menneskerne, men det er endnu udover min fatteevne hvordan jeg så sent som i forgårs drak morgenkaffe med en mislykkedes selvmordsbomber fra Hammas for senere på aftenen at drikke øl med en israelsk kommandoofficer. Det er blevet en besynderlig form for hverdag. Men jeg vil prøve at starte et sted.

Der er vitterligt ikke et eneste menneske jeg endnu har mødt, der ikke har en historie at fortælle, som straks kan hakkes af ved samtlige nyhedskriterier. Jeg ved ikke om det er en underbevidst forsvarsmekanisme der træder i kraft, når jeg per refleks giver dem kodenavne som f.eks. den bortløbne soldat, hammas-manden, bombemanden, den pragmatiske israeler eller frihedskæmperen, men i hvert fald er jeg nået udover det stadie, hvor jeg sidder med tårer trillende ned af kinderne dybt begravet i empati. I stedet lytter jeg til historierne som et udtryk for netop deres fortolkning af deres rolle i de store scener som udspiller sig på begge sider af murene, der nogle gange mest af alt minder om en videreudvikling af en græsk tragedie med Israel/Palæstina som kulisser.

I onsdags blev min chefs søn løsladt. Han er 17 år og nåede netop at slippe ud til at kunne træde ind i de voksnes rækker som en fri mand efter tyve måneder i israelsk fængsel. Jeg fik ærligt talt et chok da jeg mødte ham. Han kom forbi kontoret umiddelbart efter hans far havde hentet ham og gav et løst håndtryk før han satte sig ned og røg en cigaret med sin onkel og alle os andre, der blot kom løbende til for at ønske ham tillykke med friheden. Han var spinkel med tilfedtet hår, havde store brune plamager på tænderne og var så bleg at hans ansigt lyste grønt i forhold til de omkringsiddende ved kaffebordet. Jeg lagde især mærke til to ting: At han var nybarberet, og de mærker han havde på sine arme, efter at havde siddet bagbundet i timevis i ørkenen før sin endelige løsladelse.

Hans far havde insisteret på at hente ham alene og holde løsladelsen hemmelig for sin kone og børn. “Sådan gør man”, var hans svar da jeg spurgte om hvad i alverden tankerne var bag den besynderlige beslutning. Jeg fandt senere ud af, at grunden nærmere var, at det israelske militær har en meget gængs men ganske syg vittighed på familiernes bekostning, ved at løslade folk for derefter at hente dem ved porten lige inden de når ud i friheden og spærre dem inde igen til kun Jahve må vide hvornår.

Min chef har selv været i israelsk fængsel sytten gange og blevet tortureret fire. Han forstår om nogen den tilstand hans søn har siddet i siden han var femten år gammel.“Støtter du ham i hvad han gør?” spurgte vi, da vi fik at vide, at han ikke havde set sin søn i mere end et år, da besøg i et israelsk fængsel er et temmeligt sjældent privilegium. Hans svar var kort og rammende. “Han kæmper for et frit Palæstina”, sagde han. Resten gav vel sig selv.

Ramadan Mubarak.. Nå Nej…

Der er mange ting der adskiller muslimerne fra de øvrige religiøse grupper i det hellige land, men tiden plejer som regel ikke at være en af dem. Det er det i øjeblikket, for hvis du spørger en jøde og en muslim om hvad klokken er, vil du få to forskellige svar, og det er for såvidt underordnet om du befinder dig i Østjerusalem, Vestjerusalem eller Hebron.

I modsætning til de arabiske nabolande har det palæstinensiske selvstyre nemlig valgt at skrue tiden en time tilbage under ramadanen så enhver aftale, efter en længere diskussion om sommertid, vintertid, jordantid eller israeltid, afsluttes med en sammenligning af urene på mobiltelefonerne og et nik der betyder noget á la “nu forstår vi begge, ikke?”. Så kan man gå fra hinanden med blot minimal forvirring og nogenlunde sindsro.

Nuvel. Glædelig Ramadan! Eller Ramadan Kareem som efterhånden er den gængse hilsen, efter en hvis forhenværende præsident har gjort den ellers så traditionelle hilsen ‘Ramadan Mubarak’ til lidt af en toer i sociale kredse.

Ramadanen fastsættes af en herrekreds der går under tilnavnet ”moon sighting committee”. De bruger hele dage på at spejde efter nymånen indtil et medlem af kredsen sværger til Allah på at den er observeret (Faktisk siger den hellige ældre mand ”Wallah”, men er ret sikker på at eventuelle læsere fra Nørrebro vil tage den version en hel del mindre højtideligt). That’s it. Så er det ramadan i Palæstina.

Blandt vesterlændingene her i Hebron er snakken mest gået på hvordan vi bedst respekterer ramadanen og samtidig opretholder vores daglige indtag af protein (hummus), kulhydrater (pita) og væske (kaffe). Der er selvfølgelig også den anden metode praktiseret af Helene, program assistent hos ActionAid, der i sin iver efter at respektere lokal takt og tone, fortalte alle på ramadanens første dag, at hun praktiserede børneversionen, fordi hun efter morgenmaden udskød sin frokost helt til klokken fire. Desværre gav hun aldeles op, da der blev stillet øl på bordet en times tid senere.

Ramadan Kareem, Ramadan Mubarak, Glædelig Ramadan! Der er netop blevet kaldt til aftensmad fra moskéen.

One T-shirt can say more than a thousand words

One t-shirt can say more than a thousand words

There are two sides to every story

Find a flaw

Ramallah

Letters from the West Bank Wall

More photos from Bethlehem West Bank Wall here

As-Salāmu`Alaykum Hebron

Muslimerne der bor i Hebron er de mest konservative i hele Palæstina. Der spilles ikke musik, der drikkes ikke alkohol, der spilles ikke kort og 99 % af kvinderne går med tørklæde (men ikke i burka!). Til gengæld kæderyger de røde Winston cigaretter i sådan et antal, at byen fra oven må ligne en udtværet askesky på det israelske landkort. Kun Allah må vide hvordan et kollektivt rygestop griber sig an under den kommende ramadan. Men det der definerer byen, er ikke dets totale mangel på kvinder i gadebilledet, eller at fredage udelukkende bruges på bøn, ikke på bajere. Hebron er hjertet af den israelsk-palæstinensiske konflikt, clashet mellem religioner og kontrasternes højborg. Hverken mere eller mindre.

Et første overfladisk møde med byen byder på meget mindre, end hvad man ser i andre byer på Vestbredden, og det på trods af, at Hebron langt overgår andre palæstinensiske storbyer i både størrelse, handel og historie. Mændene hænger på stole ude foran deres små butikker, ryger cigaretter og råber hilsner som man ifølge lokal takt og tone ikke må svare på, og engang i mellem kommer et æsel traskende dovent forbi spændt fast til en vogn belæsset med grøntsager. Her er så godt som ingen turister, og de fleste internationale hjælpeorganisationer har for længst søgt op mod gadelivet og storbystemningen I Ramallah.

Men kigger man ind under den nikotinbrune overflade kan Hebron noget andet. Det var her Adam og Eva boede da de blev smidt ud af paradisets have og her at patriarken Abraham levede, døde og og blev begravet med sine sønner Isak og Jakob. Byen er hellig for både jøder, kristne og muslimer, men i stedet for at lade det komme byen til gode i al sin helligheds historie, har det gjort Hebron til et knudepunkt for den religiøse vold, der mere end noget andet karakteriserer den gamle bydel.

Der er fem bosættelser i selve kernen af byen, hvor de 500 mest fundamentalistiske jødiske bosættere i Israel klynger sig til deres områder med kalotter, krøller, Torah-ruller og hvad der dertil hører. Herunder et enormt opbud af israelsk militær.

Jeg bor i den palæstinenske del af byen. Her leder en bazar i hele sin arabiske herlighed af farveskrig blandet med en stærk duft af krydderier og en sødlig røg fra aguilaens æbletobak, op ad en gade hvor gamle bygninger stadig står som da Jesus i sin tid gik her. For enden af gaden ligger moskéen og netop her stopper alt liv brat. Her er synagogen, her begynder ‘Free Israel’ grafittien og her skal ens pas endnu engang køres hen foran øjnene på en israelsk officer. Ved første øjekast ligner det enhver bazar i Mellemøsten som set i virkeligheden eller på film, men i stedet for himmel over de tusinde år gamle bygninger, har et stort jerngitter lagt sig som tag over boderne i bazaren.

Gitteret er sat op af internationale fredsbevægelser for at beskytte palæstinenserne mod de jødiske bosættere der bor på overetagerne, og når man først bliver klar over, at de brosten og det skrald der hviler sig spredt ud over hegnet, er kastet med stjerneklart overlæg mod palæstinensiske kvinder og børn som mål for vanvittige ekstremister, vender al europæisk pragmatisme sig til en sympati for det palæstinensiske folk, som jeg ikke vil tro, at nogen kan vænne sig fra. Det håber jeg i hvert ikke. Om ikke andet, så alene af frygten for at være den næste der får en indholdet af en fyldt lokumsspand i hovedet.

De israelske check-points

Når man står i kø i et israelsk check-point skal man have efterladt alle sine forestillinger om retfærdighed og pli, som vi kender det fra vores nordiske smørhuller, tilbage på den anden side af Middelhavet. Udformningen og rækken af spørgsmål kan udvikle sig alt efter den pågældende sikkerhedsvagts humør og min egen charmefaktor, til om vagten er færdig med at skrive sms-beskeder, og eventuelle forestillinger om et velkommen-til-Israel eller et nysgerrigt smil, kan man godt pakke tilbage i kufferten og sende retur til danskerland.

Den første person jeg mødte, var en palæstinensisk-amerikansk studerende, der som den eneste blev trukket til side med os i Tel Aviv lufthavn, hvor vi blev plantet på række til skue for de forbipasserende. For ham er sikkerhedstjekket ren rutine. Når han besøger sin familie skal han beregne flere timer til scanning af taske, spørgsmål af hans person og forhør af hans formål, fortalte han. Og det til trods for, at han er I besiddelse af såvel indfødsret som det ID-kort, der I modsætning til så mange af hans landsfæller, lader ham komme ind I den hellige by og møde hans familie.

I Hebron er det anerledes. Mange af de palæstinensere jeg har mødt her, har ikke været i Jerusalem, eller har snydt sig ind ved brug af falske lægeattester og udløbne arbejdstilladelser. Når de skal til Ramallah, skal de beregne mindst dobbelt så lang rejsetid som en vesterlænding, fordi de mange check-points og muren omkring Jerusalem, afskærmer dem for en direkte rute. “One day… Insh’Allah” er ikke bare ord, men et mantra der går igen i stort set hver eneste samtale jeg endnu har haft med en palæstinenser. Ord som betyder langt mere, end blot ønsket om, at kunne besøge den by, hvor deres profet steg op igennem de syv himle, og som ikke ligger meget mere end 30 km væk fra deres egne hjem.