Mellemøstens eneste demokrati, der omtrent.

Det er ikke let at skrive fra Israel. Det er faktisk slet ikke let at få lov til at være her. Selvom mit arbejde er i de palæstinensiske områder, er det de israelske myndigheder, der styrer alle grænseovergange og check-points til Vestbredden og skal give mig en opholdstilladelse som medarbejder for en international NGO.

Det er en temmelig grotesk oplevelse. Udover at jeg skal troppe op ved det israelske indenrigsministerium for at få lov til at opholde mig i palæstinensisk territorium A, skal det vise sig, at Israel er bange for Twitter, som damen i ministeriet pænt forklarer. Eller sådan starter det. De er bange for Facebook og Twitter og alle andre sociale medier i lyset af det arabiske forår, som jeg nok kan forstå. Det viser sig, at jeg slet ikke må publicere på Internettet. Faktisk, forklarer hun, skal jeg regne med at skrive en tro- og love på, at jeg ikke skriver noget som helst til offentligheden – i hvert fald online. Men jeg må gerne skrive breve. Det bliver min mor glad for. Mit job som kommunikationsmedarbejder, derimod, bliver temmelig indskrænket.

Normalt kan et ophold på syv måneder i et territorium kontrolleret af Israel ordnes ved at krydse grænsen til Jordan eller Egypten og få et nyt tre måneders visum på tilbagevejen. Men jeg er, ligesom tusindvis af andre europæere, under mistanke for at være pro-palæstinensisk og får streget mine tre måneder over med en blå kuglepen og sat et stort fedt et-tal i passet i stedet. 30 dage. Full stop.

Det bliver ikke bedre, da jeg forsøger at kontakte Government Press Office i Jerusalem, hvor jeg får at vide, at jeg enten skal være korrespondent for et af mit lands største mediehuse eller gifte mig til et længere visum (for at blive gift i Israel skal man i øvrigt  konvertere til jødedommen). Derudover skal jeg skrive under på en declaration of censorship, som alle udenlandske journalister i Israel og på Vestbredden skal sætte signatur på, der giver det israelske militær retten til censur, hvad det så end betyder. Men efter tre måneder, utallige af papirer faxet og underskrevet, møder mellem chefer og flere mislykkedes ture til Jerusalem på grund af (rigtig mange) jødiske helligdage, får jeg endelig min anbefaling og en opholdstilladelse. Præcis halvanden måned før jeg skal forlade landet. Den fylder en dobbeltside i dét pas, jeg har fået lavet specielt til stempler fra Israel for ikke at få spoleret mine rejsemuligheder i resten af Mellemøsten frem til 2017 og er grunden til, at jeg endelig tør skrive endnu en blogpost.

Udover de sporadiske pop-ups der fortæller mig, at min IP-adresse bliver brugt af en anden computer, at grænsevagterne insisterer på at se mit andet pas, fordi de af uransagelige grunde ved, at jeg har rejst i Østafrika, og at jeg i morgen skal møde fire timer tidligere i lufthavnen, fordi jeg er så fræk at medbringe gaver fra partisanertørklædets oprindelsesland, har jeg nu fri adgang til tolv måneders ophold i Mellemøstens eneste demokrati.