Postcards From Palestine

Month: July, 2011

There are two sides to every story

Find a flaw

Ramallah

Letters from the West Bank Wall

More photos from Bethlehem West Bank Wall here

As-Salāmu`Alaykum Hebron

Muslimerne der bor i Hebron er de mest konservative i hele Palæstina. Der spilles ikke musik, der drikkes ikke alkohol, der spilles ikke kort og 99 % af kvinderne går med tørklæde (men ikke i burka!). Til gengæld kæderyger de røde Winston cigaretter i sådan et antal, at byen fra oven må ligne en udtværet askesky på det israelske landkort. Kun Allah må vide hvordan et kollektivt rygestop griber sig an under den kommende ramadan. Men det der definerer byen, er ikke dets totale mangel på kvinder i gadebilledet, eller at fredage udelukkende bruges på bøn, ikke på bajere. Hebron er hjertet af den israelsk-palæstinensiske konflikt, clashet mellem religioner og kontrasternes højborg. Hverken mere eller mindre.

Et første overfladisk møde med byen byder på meget mindre, end hvad man ser i andre byer på Vestbredden, og det på trods af, at Hebron langt overgår andre palæstinensiske storbyer i både størrelse, handel og historie. Mændene hænger på stole ude foran deres små butikker, ryger cigaretter og råber hilsner som man ifølge lokal takt og tone ikke må svare på, og engang i mellem kommer et æsel traskende dovent forbi spændt fast til en vogn belæsset med grøntsager. Her er så godt som ingen turister, og de fleste internationale hjælpeorganisationer har for længst søgt op mod gadelivet og storbystemningen I Ramallah.

Men kigger man ind under den nikotinbrune overflade kan Hebron noget andet. Det var her Adam og Eva boede da de blev smidt ud af paradisets have og her at patriarken Abraham levede, døde og og blev begravet med sine sønner Isak og Jakob. Byen er hellig for både jøder, kristne og muslimer, men i stedet for at lade det komme byen til gode i al sin helligheds historie, har det gjort Hebron til et knudepunkt for den religiøse vold, der mere end noget andet karakteriserer den gamle bydel.

Der er fem bosættelser i selve kernen af byen, hvor de 500 mest fundamentalistiske jødiske bosættere i Israel klynger sig til deres områder med kalotter, krøller, Torah-ruller og hvad der dertil hører. Herunder et enormt opbud af israelsk militær.

Jeg bor i den palæstinenske del af byen. Her leder en bazar i hele sin arabiske herlighed af farveskrig blandet med en stærk duft af krydderier og en sødlig røg fra aguilaens æbletobak, op ad en gade hvor gamle bygninger stadig står som da Jesus i sin tid gik her. For enden af gaden ligger moskéen og netop her stopper alt liv brat. Her er synagogen, her begynder ‘Free Israel’ grafittien og her skal ens pas endnu engang køres hen foran øjnene på en israelsk officer. Ved første øjekast ligner det enhver bazar i Mellemøsten som set i virkeligheden eller på film, men i stedet for himmel over de tusinde år gamle bygninger, har et stort jerngitter lagt sig som tag over boderne i bazaren.

Gitteret er sat op af internationale fredsbevægelser for at beskytte palæstinenserne mod de jødiske bosættere der bor på overetagerne, og når man først bliver klar over, at de brosten og det skrald der hviler sig spredt ud over hegnet, er kastet med stjerneklart overlæg mod palæstinensiske kvinder og børn som mål for vanvittige ekstremister, vender al europæisk pragmatisme sig til en sympati for det palæstinensiske folk, som jeg ikke vil tro, at nogen kan vænne sig fra. Det håber jeg i hvert ikke. Om ikke andet, så alene af frygten for at være den næste der får en indholdet af en fyldt lokumsspand i hovedet.

De israelske check-points

Når man står i kø i et israelsk check-point skal man have efterladt alle sine forestillinger om retfærdighed og pli, som vi kender det fra vores nordiske smørhuller, tilbage på den anden side af Middelhavet. Udformningen og rækken af spørgsmål kan udvikle sig alt efter den pågældende sikkerhedsvagts humør og min egen charmefaktor, til om vagten er færdig med at skrive sms-beskeder, og eventuelle forestillinger om et velkommen-til-Israel eller et nysgerrigt smil, kan man godt pakke tilbage i kufferten og sende retur til danskerland.

Den første person jeg mødte, var en palæstinensisk-amerikansk studerende, der som den eneste blev trukket til side med os i Tel Aviv lufthavn, hvor vi blev plantet på række til skue for de forbipasserende. For ham er sikkerhedstjekket ren rutine. Når han besøger sin familie skal han beregne flere timer til scanning af taske, spørgsmål af hans person og forhør af hans formål, fortalte han. Og det til trods for, at han er I besiddelse af såvel indfødsret som det ID-kort, der I modsætning til så mange af hans landsfæller, lader ham komme ind I den hellige by og møde hans familie.

I Hebron er det anerledes. Mange af de palæstinensere jeg har mødt her, har ikke været i Jerusalem, eller har snydt sig ind ved brug af falske lægeattester og udløbne arbejdstilladelser. Når de skal til Ramallah, skal de beregne mindst dobbelt så lang rejsetid som en vesterlænding, fordi de mange check-points og muren omkring Jerusalem, afskærmer dem for en direkte rute. “One day… Insh’Allah” er ikke bare ord, men et mantra der går igen i stort set hver eneste samtale jeg endnu har haft med en palæstinenser. Ord som betyder langt mere, end blot ønsket om, at kunne besøge den by, hvor deres profet steg op igennem de syv himle, og som ikke ligger meget mere end 30 km væk fra deres egne hjem.