Postcards From Palestine

Mellemøstens eneste demokrati, der omtrent.

Det er ikke let at skrive fra Israel. Det er faktisk slet ikke let at få lov til at være her. Selvom mit arbejde er i de palæstinensiske områder, er det de israelske myndigheder, der styrer alle grænseovergange og check-points til Vestbredden og skal give mig en opholdstilladelse som medarbejder for en international NGO.

Det er en temmelig grotesk oplevelse. Udover at jeg skal troppe op ved det israelske indenrigsministerium for at få lov til at opholde mig i palæstinensisk territorium A, skal det vise sig, at Israel er bange for Twitter, som damen i ministeriet pænt forklarer. Eller sådan starter det. De er bange for Facebook og Twitter og alle andre sociale medier i lyset af det arabiske forår, som jeg nok kan forstå. Det viser sig, at jeg slet ikke må publicere på Internettet. Faktisk, forklarer hun, skal jeg regne med at skrive en tro- og love på, at jeg ikke skriver noget som helst til offentligheden – i hvert fald online. Men jeg må gerne skrive breve. Det bliver min mor glad for. Mit job som kommunikationsmedarbejder, derimod, bliver temmelig indskrænket.

Normalt kan et ophold på syv måneder i et territorium kontrolleret af Israel ordnes ved at krydse grænsen til Jordan eller Egypten og få et nyt tre måneders visum på tilbagevejen. Men jeg er, ligesom tusindvis af andre europæere, under mistanke for at være pro-palæstinensisk og får streget mine tre måneder over med en blå kuglepen og sat et stort fedt et-tal i passet i stedet. 30 dage. Full stop.

Det bliver ikke bedre, da jeg forsøger at kontakte Government Press Office i Jerusalem, hvor jeg får at vide, at jeg enten skal være korrespondent for et af mit lands største mediehuse eller gifte mig til et længere visum (for at blive gift i Israel skal man i øvrigt  konvertere til jødedommen). Derudover skal jeg skrive under på en declaration of censorship, som alle udenlandske journalister i Israel og på Vestbredden skal sætte signatur på, der giver det israelske militær retten til censur, hvad det så end betyder. Men efter tre måneder, utallige af papirer faxet og underskrevet, møder mellem chefer og flere mislykkedes ture til Jerusalem på grund af (rigtig mange) jødiske helligdage, får jeg endelig min anbefaling og en opholdstilladelse. Præcis halvanden måned før jeg skal forlade landet. Den fylder en dobbeltside i dét pas, jeg har fået lavet specielt til stempler fra Israel for ikke at få spoleret mine rejsemuligheder i resten af Mellemøsten frem til 2017 og er grunden til, at jeg endelig tør skrive endnu en blogpost.

Udover de sporadiske pop-ups der fortæller mig, at min IP-adresse bliver brugt af en anden computer, at grænsevagterne insisterer på at se mit andet pas, fordi de af uransagelige grunde ved, at jeg har rejst i Østafrika, og at jeg i morgen skal møde fire timer tidligere i lufthavnen, fordi jeg er så fræk at medbringe gaver fra partisanertørklædets oprindelsesland, har jeg nu fri adgang til tolv måneders ophold i Mellemøstens eneste demokrati.

Advertisements

Dem de andre ikke vil lege med

Sammen med tusindvis af palæstinensere kunne jeg for nylig vandre ned af gaderne i den største by på Vestbredden, Hebron, på en dag som senere hen er blevet betegnet som en af de største sejre i nyere palæstinensisk historie. Det var dagen, hvor 1027 palæstinensiske fanger blev tildelt frigivelse fra israelske fængsler.

Hovedgaden i Hebron var indhyllet i rusen fra folk, der for første gang i lange tider, kunne snuse til noget der mindede om en sejr. Abbas forsøg på en anerkendelse hos FN var slået fejl, og den lille smule håb og tiltro til det internationale samfund, som det palæstinensiske folk hidtil havde kunneklynge sig til var forsvundet. Troen på Fatah havde nået et nyt historisk lavpunkt. Hamas flag flagrede på samtlige biler i det kilometer lange optog. Butikkerne var dækket i islams karakteristiske grønne farve, og selv helt små børn havde pandebånd på, der viste deres støtte til bevægelsen, som i mange år har været dømt en terrorcelle i Danmark.

Folkehelten

I resten af verdenen bliver denne dag husket som Gilad Shalits løsladselse. Den israelske soldat, der på en junidag i 2006 blev kidnappet af ekstremistiske Hamas tilhængere og holdt i fangeskab i de næste fem år. I Danmark kunne man på forsiden af de store nyhedssider som Politiken og DR læser overskrifter som “Far til Israelsk soldat: Det er den lykkeligste dag I mit liv” og “Israelsk far: Min søn er blevet genfødt”. Fortællinger og portrætter af den israelske korporal cirkulerede blandt nyhedsbureauer verden over, mens historien om palæstinenserne blev degraderet til det samlede tal 1027 med meget få undtagelser.

Israel formåede at skabe et folkeligt narrativ om den tro soldat, som i tjenesten for sit land, bliver kidnappet af terrorister og sendt til det forfærdelige og mytiske sted kaldt Gaza i de fem bedste år af sin ungdom. Over for ham stod 1027 terrorister, for det var hvad de blev fremstillet som. Også dem som aldrig havde modtaget et anklageskrift eller var blevet stillet for en domstol. Det var eventyret om Gilad Shalit. Et eventyr som ikke blot Israels, men hele verdens pressekorps tog til sig.

Alle de andre

Mens Shalit blev portrætteret som en folkehelt befriet fra ”en fem års lidelsessaga”, for at citere en analyse i Kristeligt Dagblad, kom meget få individuelle palæstinensiske historier frem i lyset. Med få undtagelser blev det ikke nævnt, at en stor del af de løsladte palæstinensere som afsonede livstidsdomme, har siddet i fængsel op til 30 år, ikke set deres børn vokse op, deres forældre blive gamle eller deres søstre blive gift. At også mange af dem, var blevet kidnappet og tilbageholdt uden egentlige anklager.

I mellemøstlige medier hørte jeg om kærlighedshistorien mellem Nizar og Ahlam som blev forlovet i fængslet. Han hører til Fatah og hun til Hamas. Deres eneste form for kommunikation var breve sendt gennem Røde Kors. Der var Fakhri Barghouti, en 57 årig fange, der havde været fængslet siden han var 24. Begge hans forældre og en af hans brødre døde mens han sad i fængsel. Endelig var der også historien om Hassan Salameh, hvis tvillinger var 19 da han blev arresteret. Han kom ud af fængslet som bedstefar.

Der eksisterer 1027 af disse historier, der ikke som Shalits familie, formåede at etablere en storslået mediekampagne til deres fordel. Billedet af Shalit der genforenes med sin far i en stor omfavnelse har rejst hele verden rundt og har sat tårer i øjenkrogene på mange mødre og fædre. I kontrast til dette blev palæstinensernes løsladelse ikke stillet frem som en sejr for deres familier. Det var en sejr for Hamas. Og dem er der som bekendt ingen der kan lide.

Mediernes dagsorden

Løsladelsen af de 1027 fanger er blot et eksempel på, at den menneskelige palæstinensiske fortælling ikke har formået at blive en del af mediernes dagsorden uden for Mellemøsten. At palæstinensere har mistet deres nyhedsværdi. I stedet er de navnløse skygger. Grupper med tilhørsforhold til den ene eller anden bevægelse. Historien om Shalit, som manglede sine briller i fængslet blev verdenskendt, mens de palæstinensiske fanger, som gik på sultestrejke i 20 dage, fik så godt som ingen opmærksomhed i pressen udenfor Palæstina.

Tusindvis af palæstinensiske historier er i øjeblikket bag tremmer. Palæstinenserne kan intet stille op mod den israelske PR-maskine, Israels omfattende censur og de udenlandske korrespondenters identifikationskriterium, for hvad vi ser er en ulige kamp på mediernes vilkår.

Den palæstinensiske skæbne kan og skal ikke kun afgøres på politisk plan. Det er i høj grad en kamp om at vinde hjerter i stuerne verden over. At folk også bliver bekendt med palæstinenserne, deres kår og skæbnerne på den anden side af muren. At deres historier også bliver fortalt.

The release of 1027 prisoners

…. And the ambivalent feeling, that a westerner  undoubtedly feels, when celebrating with thousands of Palestinians showing their pride in Hamas

Den standhaftige palæstinenser

Når du står ved moskéen i den gamle by i Hebron og kigger over på den anden side af dét check-point, der adskiller de jødiske bosættere fra palæstinenserne, så er den første person du møder ikke en ortodoks jøde med kalot og krøller eller en israelsk soldat på endnu en rutinetjans men en standhaftig palæstinenser.

Hans families butik ligger lige nøjagtig tre meter bagved det israelske check-point, som adskiller H1 fra H2, og her har den ligget i 200 år.

Hebron blev delt op i 1994 efter en amerikansk bosætter –Baruch Goldstein- begav sig ind i moskéen, dræbte 29 palæstinensere og sårede yderligere 200. Dét der i dag udgør den jødiske del af byen var en buldrende bazar. I dag er alle butikker lukket. Alle med undtagen den standhaftige palæstinensers, hans nabos, samt den jødiske turistcafé der ligger skråt overfor, og som konstant spiller hebræisk folkemusik på højeste volume for de amerikansk-jødiske teenagere, som er sendt afsted på en to-ugers reintegrationstur i det hellige land på Israels regning.

Men ingen af dé tre steder er til gengæld til at overse.

Når man går igennem check-pointet, rejser den standhaftige palæstinenser sig straks fra sin skammel, råber ‘Ahlan Wa Sahlan’, vifter vildt med armene og rydder bordet så det er klar til kaffeslabberads. Jeg ved ikke særligt meget om ham, men han er tilhænger af Hammas, vil kun have én kone og er absolut ikke tilfreds med at Mahmoud Abbas går efter et Palæstina indenfor 1967-grænserne. Han er vel midt i 60’erne, men det er svært at komme hans alder nærmere, for selvom hans øjne lyser som en teenagers, så har solen og hans oplevelser gennem 44 års besættelse sat dybe rynker i hans pande.

Han har et utal af historier at fortælle, men han er ikke særligt god til engelsk. Det er tydeligvis frustrerende, for han er en klog mand, og han har set vesterlændinge nok til at gennemskue den klassiske ‘smil-og-nik’-metode. Når der er noget jeg ikke forstår, banker han sin kop hårdt ned i bordet, så kaffen skvulper ud på det partisanertørklæde, der er foldet ud i stedet for en dug, mens han råber et eller andet vrissent på arabisk. Men straks bagefter bryder han ud i et dybt grin, der bevæger sig helt nede fra maven til op over begge ører og går på jagt efter sin søn Muhammad, som skal være tolk.

Hans butik er naturligvis blevet lukket et utal af gange af det israelske militær, men hver gang har han åbnet den igen. Rygtet i byen siger, at han er blevet tilbudt 100 millioner dollars for at afgive sin stand. Det har han afslået, for som han siger, så har Allah ikke givet ham pengeproblemer, og i øvrigt er jeg vist den eneste der tror på det.

Hvis han flytter, er H2 af Hebron et skridt nærmere på at være hundrede procent underlagt den israelske bosættelse. I denne butik er han ikke blot endnu en standhaftig palæstinenser. Med denne butik er han hele Palæstina.

Abu Abed / Den standhaftige palæstinenser

Snapshots from Ramallah ‘Palestine 194’ Rally

Se flere billeder fra Ramallahs folkefest på Flickr

Et fortrøstningsfuldt skulderklap til Palæstina

I disse dage diskuterer verdens politiske ledere og medier betydningen af den palæstinensiske anmodning om anderkendelse hos FN, som den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas fredag afleverer til FN’s generalsekretær Ban Ki Moon. En anerkendelse som på et amerikansk foranlediget veto i sikkerhedsrådet i praksis højest vil føre til, at Palæstina kan opgradere sin observatørstatus til ikkemedlemsland af FN. Dermed kan Palæstina blive optaget i en række af råd og nævn, som man før stod udenfor, men må fortsat spejde langt ud i fremtiden efter en egentlig stat.

Manglende folkelig støtte
Det er ikke noget der falder i god jord hos Israels præsident Benjamin Netanyahu, men det er absolut heller ikke den løsning palæstinenserne havde drømt om. Slet ikke. Efter tyve år med strandede fredsforhandlinger må det palæstinensiske forsøg på anerkendelse ses som et sidste skud i bøssen. En handling der går på kompromis med såvel centrale politiske elementer i palæstinensernes nationalidentitet og selvforståelse som med Fatahs interne forhandlinger med det folkevalgte Hamas.

Det er med andre ord Mahmoud Abbas’ forsøg på at oprette en pleaser-stat og på at tilpasse sig vestlige pragmatikeres forestillinger om et fremtidigt Palæstina, godt opildnet af præsident Obamas tale til Mellemøsten om en tostatsløsning i marts måned. En tale som han dog modererede til det yderste efter et langt møde og en skideballe fra Netanyahu.

Det palæstinensiske selvstyre går til de Forenede Nationer med et forslag, der reelt kun vil give dem 22 procent af det oprindelige Palæstina som blev dem lovet af FN i 1947, nemlig grænserne efter seks-dagskrigen, de såkaldte 1967-grænser. De går til det internationale samfund med hverken befolkningen eller det folkevalgte Hamas-styre i Gaza bag sig, for slet ikke at tale om en strategi for hvad der egentlig skal ske, hvis de fejler.

Et træt styre
Det kan kun tolkes som desperat. En desperat handling udført af et ufatteligt træt styre. Siden 1967 år har Vestbredden og Gaza har været under militær besættelse. En tilstand der ifølge international lov er midlertidig, men som i de besatte palæstinensiske områder har stået på i mere end fyrre år. Blokaden af Gaza og daglige overgreb på palæstinensere er blot nogle af de elementer, der ligger til grund for, at FN’s flygtningehøjkommisariat UNHCR har lavet dobbelt så mange fordømmelser af Israel end af alle andre lande i verden tilsammen. En FN rapport er endvidere gået så langt som at kalde Israels blokade af Gaza en mulig forbrydelse mod menneskeheden.

Mens Israel udadtil fordømmer det man kalder for en palæstinensisk provokation og taler om en venden tilbage til fredsforhandlinger og løsninger, så fortsætter man med at udvide og opruste ulovlige bosættelser på palæstinensisk territorium, så palæstinensisk land fortsat indskrænkes og afskæres fra infrastruktur og andre byer, og mindsker territorierne stykke for stykke. Det er bosættelser som er dømt ulovlige af samtlige lande i verden undtagen Israel selv og idag udgør over en halv million beboere, og det er forståeligt nok en af grundene til, at palæstinenserne forsøger at handle, mens der stadig er noget at handle med.

Det palæstinensiske selvstyre har garanteret, at demonstrationer den 23. september vil blive afholdt indenfor den grønne linje, i hjertet af de palæstinensiske byer for at undgå konfrontationer med Israel. I mellemtiden har det israelske militær i løbet af de sidste måneder bevæbnet og trænet ulovlige bosættere op til generalforsamlingen, som har meldt ud at de vil marchere ind i de palæstinensiske byer samme dato. En handling der gør det svært at få øje på, hvad det egentlig var, der var så provokerende ved Palæstina.

Et skulderklap
Mahmoud Abbas opnår ikke fuldt medlemsskab ved FN den 23. september. Det skal USA nok sørge for. Ikke desto mindre er det et initiativ, der tages meget alvorligt af det internationale samfund – ikke mindst af Israel. En støtte fra 2/3 af FN’s medlemslande kan nemlig implicit tolkes som en anerkendelse af den palæstinensiske stat, da anerkendelse er en bilateral proces med udveksling af diplomatiske relationer.
Det har vi set før, senest i forbindelse med Kosovo som Danmark anerkender, men som stadig står uden medlemskab af de Forenede Nationer. Dengang på grund af et russisk veto i sikkerhedsrådet. Det er ikke det palæstinenserne vil have, men det er et skulderklap og et løfte om bedre tider til en befolkning, hvor langt den overvejende del har levet hele deres liv under militær besættelse.

Den palæstinensiske beslutning om at gå til FN er taget uden samråd med befolkningen, som hverken ved hvad strategien egentlig går ud på, eller hvad det er man vil opnå og i stedet frygter for deres lands fremtidige status, der endnu engang risikerer at strande på et mellemstadie i det internationale samfund.

Men ved generalforsamlingen i FN er det et spørgsmål om, at verdens lande viser deres støtte til en fremtidig palæstinensisk stat og manifesterer, at de hundredevis af resolutioner og fordømmelser man har vedtaget på Israel-Palæstina konflikten, ikke blot er tomme ord og løfter.

Anerkendelse udadtil, manglende legitimitet indadtil

På Vestbredden dominerer ét emne i øjeblikket både medierne og politikernes dagsorden. Nemlig Palæstinas anerkendelse som den 23. september vil være det altoverskyggende emne på FN’s generalforsamling i New York og var et vigtigt element i udenrigspolitikken i valgkampen for den nyligt valgte S-SF regering.
Men på gadeplan ser situationen noget anderledes ud. Palæstinenserne er nemlig i tvivl om, hvad man egentlig vil opnå ved at gå til det internationale samfund.

Der er også god grund til skepsis, for mens næsten 2/3 af FN’s medlemsstater har tilkendegivet deres anerkendelse af Palæstina, herunder Kina og Rusland, så har  USA  på forhånd sat en stopklods for processen med en klar udmelding om veto i sikkerhedsrådet. Med 2/3 af generalforsamlingen bag sig kan Palæstina i stedet forvente at opgradere deres observatørstatus i FN.
I praksis betyder det, at de stadig står uden stemmerettigheder, men kan deltage i en række af råd og nævn som de før stod udenfor. Men det altoverskyggende mål: En suveræn stat med dertilhørende territoriale grænser. Et land beskyttet af international lov og en eksplicit denotation af Israel som besættelsesmagt. Det kan man godt kan skyde en hvid pil efter.

Palæstina 194
I mellemtiden har de palæstinensiske ledere lagt op til fredelige masseprotester i dagene under generalforsamlingen med kampagnen ”Palestine 194” i appel til det internationale samfund i håbet om, at Palæstina bliver medlemsland nummer 194 hos FN. Ifølge palæstinensiske ledere håber man på at trække millioner af mennesker på gaderne i Palæstina og i udlandet med folkesamlinger, som er planlagt i hjertet af de palæstinensiske byer langt væk fra den grønne linie, der adskiller de palæstinensiske områder fra Israel.

Det er ikke desto mindre noget, der bliver taget meget alvorligt fra israelsk side. For nylig kom det frem, at den israelske hær bevæbner og træner bosættere på Vestbredden som optakt generalforsamlingen og Israel har i de seneste par måneder gjort alt for at modarbejde det palæstinensiske initiativ.
Sammen med de usikre udsigter for resultatet af afstemningen gør det palæstinenserne bange for den israelske reaktion og den fremtidige sikkerhedssituation i området. Men ifølge en undersøgelse fra Palestinian Centre for Public Opinion er næsten 50 procent af den palæstinensiske befolkning imod de offentliggjorte protester og hverken på de sociale medier, blandt folk på gaden eller mellem lokale organisationer cirkulerer der nogen planer, der tyder på opbakning til initiativet. ”Alt kan ske” er et desværre efterhånden tyndslidt mantra i Palæstina, der ser ud til igen at være gældende den 23. september og fremad.

En stat for hvem?
Ingen ved nemlig, hvad det egentlig er, som man på politikernes opfordring skal demonstrere for. Alt imens de palæstinensiske ledere er optaget af at søge anerkendelse hos det internationale samfund, føler deres egen befolkning sig forbigået og er nervøse for hvad der skal ske når generalforsamlingen slutter. Den generelle opfattelse er, at det amerikanske veto og det israelske pres på vestlige lande på forhånd har sat en stopper for hvad der ellers kunne se ud som en sidste udvej efter næsten 20 års fredsforhandlinger med Israel. Men det er langt fra den eneste bekymring.

I løbet af det seneste stykke tid har palæstinensiske akademikere og organisationer især diskuteret  hvorvidt en palæstinensisk stat vil betyde et kompromis med rettighederne for det palæstinensiske diaspora, som i dag udgør omkring seks millioner mennesker og er en væsentlig del af den palæstinensiske identitet. Man er bange for, at repræsentationen af det palæstinensiske folk i FN ikke længere vil være PLO, som repræsenterer det palæstinensiske folk i sin helhed, men i stedet et selvstyre, der repræsentere staten Palæstina og befolkningen inden for disse grænser. En kritik som det palæstinensiske selvstyre ikke har været i stand til at give et ordentligt svar på. ‘

Det palæstinensiske initiativ er præget af en nok-er-nok retorik og er en beslutning som det palæstinensiske selvstyre forventer at befolkningen støtter blindt op om. Et forsøg der vokset ud af 20 års fredsforhandlinger med Israel uden fremskridt med fortsatte udvidelser af ulovlige bosættelser og konstante israelske overgreb på menneskerettighederne efterfulgt af internationale fordømmelser uden internationale sanktioner.

Men det er også det palæstinensiske selvstyres, der reelt står uden folkeligt mandat, desperate forsøg på at søge legitimitet for de stagnerende fredsforhandlinger hos sin befolkning og beskytte sig selv mod oprør i lyset af det arabiske forår.

Oh! So this is why we came to Hebron



Breaking the Silence
er en organisation der består af tidligere soldater fra de israelske forsvarsstyrker, der har påtaget sig den opgave, at give israelerne og verden omkring et indblik i realiteterne i de besatte palæstinensiske områder. Organisationen har indtil videre samlet vidnesbyrd fra 800 tidligere soldater, der forklarer hvordan det israelske militær agerer overfor palæstinenserne. I dag var jeg på en tur med dem i det sydlige Hebron, som er et af de mest udsatte steder for palæstinenserne på Vestbredden. Her er fortæller en tidligere soldat om sit arbejde i byen.

Den amerikanske volontør

Min amerikanske ven er frivillig på sit første længere ophold udenfor sin egen verdensdel. Han er kun 21 år, men har et skæg der gror så vildt og hurtigt, at han kunne ligne en mand på 35 år, hvis altså ikke hans tykke amerikanske slang straks afslørede såvel både hans oprindelsesland som hans alder. Der er ellers mange fordele ved skægget, siger han. Blandt andet har han i flere år været alkoholpusheren blandt vennerne i Portland, men i Palæstina bliver han for det meste taget for at være enten afghaner eller medlem af Hamas – lidt af en forhindring i et israelsk check-point.

Han er netop flyttet ind hos en ny familie i Bethlehem. Den tredje i løbet af den halvanden måned han har boet der. Nummer to var en kristen familie der låste ham inde på hans værelse efter klokken havde slået 23 og først åbnede døren ud til resten af verdenen igen næste morgen. Han fandt aldrig ud af hvorfor.

Hans første families hus blev brændt ned i forbindelse med en familiestridighed mellem de to største familier i flygtningelejren, hvor han boede. Der var natlige gadekampe, uro og et drab efterfulgt af intense forhandlinger om hævn ifølge lokal shari’a. Sønnen i min vens første hus røg på hospitalet, og selv nære venner snakkede åbent om, at hans død ville være den eneste mulighed for lige score og genetablering af fred og orden i lejren. Øje for øje, tand for tand. En seance der for udenforstående mest af alt mindede om et dårligt amerikansk forsøg på en familiekrønike om den sicilianske mafia.

Sådan gik det heldigvis ikke. Sønnen er i live, røg i spjældet i en uges tid og forhandlingerne om hævn og bod er stadig i gang. Til gengæld blev familiens hus futtet af næste morgen og min ven måtte løbe ud på gaden med sit pas i lommen som sin eneste ejendel, låne tøj af andre frivillige de næste tre uger og flytte ind hos en familie, der ikke tænkte længere end at låse end et 21-årigt brandoffer inde.

Strolling down the streets of Hebron